Eckersberg Medaillen 2024
Arkitekterne
Søren Johansen og Sebastian Skovsted
…
Arkitekterne Søren Johansen og Sebastian Skovsted agerer med rolige bevægelser. Dette kommer tydeligt til udtryk i de værker makkerparret har udført i løbet af de seneste 12 år.
Der udvises en afdæmpet ro, samt en udtrykt glæde, blot ved at ophæve en detalje til kulminerende klimaks eller ved en tilstræbt atmosfære-skabende orden. Alt dette er at finde på den sti som arkitekterne Søren Johansen og Sebastian Skovsted vandrer ad; dette i “gå-tempo” hvor der er tid og interesse for at bukke sig ned, undersøge, samle op – for senere at sætte ind et sted, der passer. Elegant føjes sten for sten til deres eget livsværk, når det er muligt.
Nøjsomhed og begrænsning kunne være en dydsakt; søger man den vej, så må man kende til materialer og teknikker, filtrere disse og dæmpe impulser.
Dette er bogstaveligt at være arkitektur-detektiv på egne værker – hvor man ubevidst medvirker til at løse en uendelig gåde, men også deltager i en lige så uendelig opgave med at give nyt arkitektonisk svar til tid og sted – med kraftig forankring i historie og identitet. Det er viderespiring og kontinuitet på samme tid.
Ingredienserne er således tanke, sted og materialer. Metoden er teknik, håndværk, fornuft og poetisk evne. Hertil konstruktion, funktion og skønhed; det er den klassiske opskrift, der tilsyneladende følges.
Arkitekterne Søren Johansen og Sebastian Skovsted har en tilgang til arkitekturen, der udviser stort engagement, talent og indlevelse, de færdes bedst stille og roligt, men med sikre skridt, uden tricks – fødderne på jorden og hænderne med fast greb i blyant, papir og tommestok i den ene hånd – og poesifanen højt i den anden!
Velfortjent tildeles arkitekterne Søren Johansen og Sebastian Skovsted Eckersberg Medaillen i 2024.