Eckersberg Medaillen 2025

Billedkunstner
Tove Storch
…
I udstillingen Slumping på Gammel Strand blev man ledt af en svagt genkendelig duft, til et rum, hvor en minimalistisk stålkonstruktion spændte væggene ud. I konstruktionen svævede en mat-rosa form skabt af tyngden af flydende sæbe, subtilt og organisk indfanget og størknet i tekstilet. Formen var skabt på stedet ved at metalrammen, som stoffet var monteret på, gav efter for sæbens vægt og bukkede indad, og derved lod sæben hvile i stoffet. Som tegn lå formen mellem dråben, skibet og den svulmende kønslæbe, mellem krop og konstruktion.
Det er kendetegnende for Tove Storchs værker, at de oscillerer mellem det genkendelige og det foruroligende i et møde med den andethed, der ligger lige under overfladen på hverdagens hud. Som når gulvet i udstillingen er overstrøet med små ark af porcelæn, der nænsomt bærer et råt udslået æg.
Tove Storchs værker er båret af en dyb og legende undersøgelse af materialer og deres egenskaber. Konstruktionen i værkerne er konsekvent blotlagt med skulpturelle greb, hvor materialerne ikke så meget påtvinges en form, som finder en form, der svarer til deres respektive karakter.
Men mere end det – i en præcis og sansende udfoldelse og sammenstilling af materialer skaber hun et mangfoldigt indeks af forbindelser til en levet verden, hvor associationskæder og lag af betydning bygges op og brydes ned i en konstant forhandling mellem materien, formen og sproget. Materiens nøgne poesi krydser identitet, køn og kulturelle tegn og åbner et univers, der er større end både materien og sproget.
For dette sanselige, udforskende og præcise arbejde i skulpturens, tankens og materiens tjeneste tildeles Tove Storch Eckersberg Medaillen i 2025.