Eckersberg Medaillen 2026

Billedkunstner
Larissa Sansour
…
En kæmpestor kugle, så sort at den intet lys reflekterer. Et rum fuldt af lavfrekvente vibrationer.
En arabisksproget opera sunget i et forladt kapel. En kvinde klædt i hvidt i et bassin fuldt af indigofarvet vand. Vandmeloner, røde og grønne, for foden af en trappe i en dunkel opgang. Nedgravede håndmalede porcelænstallerkener. Replika af ammunition støbt i bronze.
Det handler om diasporaens vilkår. Glemsel og erindring. Sorg og tab. Arvelige traumer og arkæologi som modstand.
Det er udtrykt som science fiction, erindringer, dokumentation, aktivisme.
Det er formgivet som film. Som skulpturer. Som ruminstallationer.
Det er et væld af scener:
Landskaber
Forladte bygninger
Opbyggede kulisser
Faktiske rum og forestillede rum
Et væld af materialer:
Træ og vand
Metal og porcelæn
Sten og tekstil
Lyd og musik
Tekst og stemme
Det er værker, der breder sig og korresponderer; med sig selv over geografiske afstande, med kunstnerens tidligere værker.
Det er værker, der på en og samme tid kan opleves og fortolkes i eksistentielt og i historisk lys.
Værker, der kan være subtile, stiliserede, voldsomme, dragende, fascinerende – men altid gennemtænkte, altid formfuldendt komponerede og udførte. Og altid intense, berørende og vedkommende.
For et enestående og imponerende værk tildeles Larissa Sansour Eckersberg Medaillen.