Akademiraadets kommentar til Ekspertgruppen for National Arkitekturpolitiks hvidbog:
Akademiraadet bifalder det meget væsentlige og kvalificerede arbejde, som Kulturministeriets Ekspertgruppe for National Arkitekturpolitik har lagt i arbejdet med en kommende national arkitekturpolitik. De netop udkomne anbefalinger er væsentlige og perspektivrige.
Akademiraadet finder kommissoriets tre indsatsområder – Bæredygtig arkitektur i et helhedsperspektiv, Aktive bymidter og revitaliserede landsbyer samt Alment boligbyggeri til fremtiden – velvalgte og tankevækkende. Derfor skal Akademiraadets kommentarer ses som supplerende perspektiver, som rådet håber kan inspirere i udarbejdelsen af den kommende nationale arkitekturpolitik.
Den folkelige forankring
Akademiraadet mener, at en grundlæggende forudsætning for, at vi som samfund kan omsætte anbefalingerne til reelle og holdbare løsninger er, at der skabes en bredere folkelig forankring og den nødvendige politiske og forvaltningsmæssige handlekraft i implementeringen af arkitekturpolitikken.
Efter Akademiraadets opfattelse vil omstillingsprocessen til mere klimavenlige og bæredygtige løsninger kun kunne nå det nødvendige omfang og volumen, hvis en overvejende del af befolkningen kan relatere til forandringerne og se sig selv i omstillingen.
Arkitekturpolitik er også et dannelses- og uddannelsesprojekt
Skal intentionerne i en kommende national arkitekturpolitik indfries, kræves der en betydelig indsats for at øge kendskabet til arkitektonisk kvalitet og potentialerne i bæredygtig arkitektur. Akademiraadet mener, at en vigtig nøgle til at fremme den grønne omstilling vil være, at en større del af befolkningen anerkender værdien af bæredygtige løsninger og efterspørger dem hos vores politiske ledere, byplanlæggere og udviklere. I sidste ende er det befolkningen, der er med til at påvirke, hvilke bygninger og byrum, der bør prioriteres, og derfor er en bredere forståelse af bæredygtige arkitektoniske principper afgørende for at kunne skabe mere miljøvenlige og socialt bæredygtige bysamfund.
Akademiraadet mener derfor, at en kommende national arkitekturpolitik bør gå på to ben:
Det ene ben handler om udviklingen af de faglige løsningsveje, som kan anvise reelle og perspektivrige svar på samfundets centrale strukturelle udfordringer – på alle skalatrin.
Det andet ben er en bred dannelses- og uddannelsesmæssig formidlingsindsats, der kan engagere og inspirere befolkningen til at efterspørge mere klimavenlige og bæredygtige løsninger – både fra borgere og forbrugere.
Arkitekturpolitikken skal tages alvorligt, debatteres og levendegøres gennem byggede eksempler, undervisning, administration, og følges op af initiativer indenfor alle de ressortområder, der berører vores fysiske miljø. Politikken skal være langsigtet og holistisk – og den må ikke forholde sig snævert til kendte løsninger, men frisætte og inspirere til et skønnere og grønnere Danmark.
Eksempler på dannelses- og uddannelsestiltag, der kan styrke de arkitekturpolitiske intentioner:
- Krav om kvalificeret arkitekturformidling gennem de statsstøttede TV- og radiomedier.
- Støtte til videreudvikling af nye borgerinddragelsesmetoder i alle landets kommuner.
- Etablering af et nyt nationalt formidlingscenter for arkitektur, planlægning og landskab uden for hovedstaden.
- Indførelse og kvalificering af praksisnær undervisning i arkitektur og billedkunst i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, herunder indførelsen af flere håndværksbaserede ungdomsuddannelser.
- Etablering af arkitektur- og billedkunstskoler på kommunalt niveau svarende til de kommunale musikskoler.
- Etablering og styrkelse af AGK (Arkitektonisk Grundkursus) og BGK (Billedkunstnerisk Grundkursus) i hele landet (svarende til MGK/Musikalsk Grundkursus) samt en efteruddannelse, som muliggør undervisning på folkeskole- og gymnasieniveau, med arkitekter og billedkunstnere som undervisere og ikke blot seminarieuddannede billedkunstlærere.
- Udvikling af arkitektur- og billedkunstpædagogiske uddannelser på de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner.
- Styrkelse af samarbejder mellem videregående kunstneriske uddannelser og håndværks- og erhvervsuddannelser.
Bred folkelig, politisk og brancheopbakning er nødvendig for et skønnere og grønnere Danmark
Nye narrativer i klimakampen
En øget folkelig forståelse for kunstnerisk og arkitektonisk dannelse bliver afgørende i kampen mod klimaforandringer. Ved at ændre vores kulturelle narrativer, skabe nye æstetiske idealer og fremme bæredygtige bygge-, landskabs- og planlægningsløsninger, kan billedkunsten og arkitekturen inspirere til en øget forståelse og handling på alle niveauer. Den tværfaglige tilgang skal ikke kun tackle miljømæssige udfordringer, men også fremme social retfærdighed og forbedre livskvaliteten for mennesker generelt. Hvis vi skal lykkes med at bekæmpe klimaforandringerne, er vi nødt til at inkludere billedkunsten og arkitekturen som vigtige redskaber i denne kamp.
Som eksempel vil en øget forståelse for godt håndværk kunne bidrage positivt til klimakrisen ved at fremme kvalitet frem for kvantitet, bæredygtige materialer, lokale økonomier, reparation, genbrug og transformation – og ikke mindst en mere holistisk forståelse af sammenhængen mellem menneske og natur. Uddannelse og vidensdeling spiller en central rolle i denne proces, da de kan være med til at ændre vores forbrugsmønstre og fremme en mere bæredygtig livsstil. En bred og folkeligt forankret forståelse og efterspørgsel efter mere klimavenlige forbrugsgoder er en vigtig forudsætning og driver i omstillingen.
Ny æstetik og alternative byggeskikke
Klimakrisen kræver en gennemgribende transformation af vores byggebranche og byggeskikke. Midt i branchens svære udfordringer, tegner der sig imidlertid opløftende sammenhænge mellem byggeriets dæmpede ressourceforbrug og de æstetiske løsninger, det afstedkommer.
Byggeriets arkitektoniske kvalitet er ikke lineært forbundet med anlægssummens størrelse, og vores nordiske arkitekturhistorie er spækket med forbilledlige eksempler på byggerier af høj arkitektonisk værdi gennemført for beskedne budgetter. På den baggrund så Akademiraadet gerne, at staten afsatte puljer til en række eksperimenter, der kunne udvikle byggebranchens metoder og understøtte byggeriets fornyelse i tråd med omstillingens ændrede betingelser.
Bygningskulturarvens betydning
Et område, der kun berøres perifert i afrapporteringen, er befolkningens stigende interesse for bygningskulturarvens betydning. Derfor savner Akademiraadet en større opmærksomhed på bygningskulturarvens betydning og udvikling.
Som arkitekturprofessor Carsten Thau har peget på ‘(…) vil mennesker gerne møde det historiske i deres dagligdag, og erfare, at mennesker har levet her før dem, og med sandsynlighed vil gøre det efter dem (…)’
Fortællinger om egen identitet og forbindelser til det historiske er et godt udgangspunkt for at øge den arkitekturfaglige og politiske opmærksomhed på bygningskulturarvens betydning og potentiale i den grønne omstilling.
For vi bør i langt højere grad bevare eller transformere bygninger og anlæg fremfor at nedrive. På alle områder. Det gælder også de ikke umiddelbart så værdsatte perioder i dansk arkitekturhistorie som f.eks. modernismens betonbyggerier. Disse indeholder enorme CO2-aflejringer, som selvfølgelig ikke skal frigives, men i stedet transformeres til nye anvendelser. Derved kan et øget fokus på bygningskulturarven blive en vigtig grundfortælling i byggebranchens grønne omstilling, fordi den potentielt kan skabe en bredere fælles forståelse for, hvordan nødvendige forandringer kan opleves som meningsfulde.
Som del af dette markante paradigmeskifte bør vi tænke bevaring på en helt ny helhedsorienteret måde. Lovgivningen på bevaringsområdet – herunder fredningslovgivningen – bør revideres, så der etableres en ny fleksibilitet, der giver kommuner lovbestemte redskaber til deres bevaringsindsats, så kulturmiljøer som helheder kan tilgodeses, og så den skarpe afgrænsning mellem fredede og bevaringsværdige bygninger bliver mere nuanceret og rummelig.
Helhedsorienteret grøn planlægning
Kommunalreformen i 2007 har medført, at vi desværre ikke længere har regionale planlægningsinstanser. Dengang reformen blev gennemført, var det måske ikke så tydeligt, at klimaforandringerne ville kræve regionale helhedsplaner. Men det gør de nu.
Vandet og vinden kender ikke til kommunegrænser. Allerede nu ser vi en række interessekonflikter i forbindelse med energiøer, kystsikring og landbrugets omstilling. Derfor bør der etableres nye typer af statslige og regionale planlægningsinstanser, som kan varetage den koordinerende planlægning på tværs af kommunegrænser og med fokus på klima- og biodiversitetsproblematikker.
En helhedsorienteret planlægningsinstans kan mediere de potentielle lokale og kommunale interessekonflikter, som næsten uvægerligt vil intensiveres i takt med, at klimatilpasningsprojekter, grøn trepart og omstilling af energisektoren for alvor kommer til at ændre det danske landskab. Dertil kan et øget fokus på den tværkommunale helhedsplanlægning sikre, at billedkunsten i samspil med arkitekturen får en mere central rolle i etableringen af den grønne omstilling og udfoldningen af de nye energilandskaber.
Alternative finansieringsmodeller
Akademiraadet deler ekspertgruppens udsagn om den almene sektors uforløste potentiale og mener der bør sættes fokus på boligbyggeriets finansieringsmodeller.
Det er ansvarspådragende at bygge. Byggeriet involverer store investeringer, og de institutionelle investorers dominans på markedet har over tid anonymiseret bygherrerollen. Det høje krav til afkast lægger en dæmper på lysten til at eksperimentere og på fornyelsen af boligprogrammerne.
Den almennyttige boligsektors heroiske historie før og efter 2. Verdenskrig skyldes bl.a., at staten tilbød attraktive finansieringsmodeller. Allerede i 1916 begyndte kommunerne at opføre kommunale boliger. I 1938-58 blev statslånshusene en realitet. Og i 1981 blev der tilbudt kvoter for oprettelse af private andelsboligforeninger i hele landet. Samtlige statslige initiativer bød på boligbyggerier af enestående høj kvalitet.
Med viden om byggeriets krævende finansiering og med den omfattende omstillingsproces, som byggebranchen befinder sig i, foreslår Akademiraadet, at man tager lignende statslige initiativer op, som kan tiltrække branchens talenter, skrive danmarkshistorie og gennem særlige forsøgsordninger bidrage til, at byggeriets afkast i højere grad vil komme byggeriet til gode fremfor alene investorerne.
Bæredygtige bygge- og anlægsprojekter
Akademiraadet mener generelt, at stat, regioner og kommuner i højere grad bør inddrage billedkunstneriske kompetencer i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter allerede fra de indledende faser af planlægningen. Vender vi blikket tilbage i historien, er næsten alle vores konventionelle kraftværker skabt i et samspil mellem arkitekter og ingeniører – ofte med billedkunstnere involveret. Sådan bør vi også tænke de nye energistrukturer. Ved tværfaglige samarbejder, hvor det landskabelige, tekniske, arkitektoniske og kunstneriske blik tænkes sammen, kan fremtidens anlæg få blivende værdi for befolkningen, så klimatilpasnings- og energiprojekter ikke kun vil opleves som nødvendige anlæg, men også som en merværdi. Generelt står der både lovgivningsmæssige og uddannelsesmæssige forhindringer i vejen for en øget inddragelse af billedkunsten i forbindelse med anlægsprojekter.
Akademiraadet mener, at der bør ske en revision af lovgivningen, herunder Kunstcirkulæret (som fastslår, at der i større statslige byggerier skal afsættes 1,5% af håndværkerudgifterne til kunstnerisk udsmykning). Cirkulæret bør revideres, så det i højere grad bliver bragt i overensstemmelse med den måde, vi i dag organiserer og finansierer vores offentlige anlægs- og byggeprojekter på.
Hvis vi som samfund ønsker at gøre kunsten tilgængelig for så bred en del af befolkningen som muligt, er det afgørende, at den også fremover integreres i store offentlige anlægs- og byggeprojekter.
Staten som fanebærer for tværfaglige samarbejder mellem arkitekturen og billedkunsten
Midt i den krævende omstillingsproces, som klimakrisen har udløst, mener Akademiraadet, at staten bør tage ansvar som fanebærer for høj arkitektonisk kvalitet og bæredygtighed i offentlige bygge- og anlægsprojekter.
Når staten eller det offentlige Danmark bygger, bør der følge en særlig forpligtelse med til at arbejde med principperne i den nationale arkitekturpolitik. En del af denne forpligtigelse er at sikre smukke, æstetiske og udfordrende byggerier, byrum og anlæg, som udover de tekniske løsninger, også efterlader kunstneriske værdier til eftertiden. En styrkelse af samarbejdet mellem billedkunst og arkitektur rummer et stort uudnyttet potentiale, der spænder fra æstetisk forbedring af offentlige rum til udviklingen af innovative, bæredygtige løsninger. Ved at arbejde sammen kan billedkunstnere og arkitekter skabe bygninger og rum, der ikke blot er funktionelle og smukke, men også rummer en dybere følelsesmæssig sammenhængskraft af vital kulturel betydning.
I en verden, hvor teknologi, bæredygtighed og social ansvarlighed bliver stadigt vigtigere dagsordener, vil potentialet for samarbejde mellem disse to fagområder kun blive større og føre til nye muligheder for at styrke fremtidens byggeri og dermed dets relevans for befolkningen.
Akademiraadet ser med forventning frem til den kommende nationale arkitekturpolitik, der med et øget fokus på samarbejder mellem billedkunst og arkitektur kan skabe nye bygningsværker, byrum, anlæg og landskaber, der både udfordrer, inspirerer og engagerer en bredere del af befolkningen.