Franciska Clausen Medaljen 2023

Billedkunstner
Rolf Nowotny


Det kunstnerdrevne udstillingssted Simian er placeret i en stor kælder oprindelig bygget til cykelparkering. I denne betonkælder i det ellers sjælløse Ørestaden, lige over for indkøbscenteret Fields, udspiller sig et stærkt dragende og urovækkende scenarium.

I en totalinstallation bygget op som et hjem er vi i bogstavelig og overført betydning under terræn. Fugt, forrådnelse og fordærv synes at krybe over installationens mange genstande, der er hentet fra almue og folklorens stilarter. Heri understreges billedet af hjemmet – som idyliseret og kvælende klaustrofobisk.

Unheimlich og hjemsøgt befolkes rummene tillige af deformerede og groteske menneskelignende skulpturer. Som stivnede sci-fi spøgelser, står de med tvedelte hoveder og spaltede tunger.

Rolf Nowotnys udstilling NOCLIPLILT fra 2022 er et bombardement af sanseindtryk. Præcist valgte genstande, manipulerede materialer og nyskabte skulpturer indgår i en stemningsmættet, æstetisk stramt scenograferet helhed.

Vi trækkes gennem fordums møjsommeligheder og ny teknologis frygtbilleder. Vi hvirvles gennem et parallelunivers. Fortid er nutid og drømme bliver til mareridt. Her grines grotesk fra Ørestadens ‘white cube’ – her vrænges af forestillingen om velfærdens overblik og fremskridtets program.

For dette intenst fortættede og dristige værk tildeles Rolf Nowotny Franciska Clausen Medaljen.