Franciska Clausen Medaljen 2025

Arkitekt
Mo Michelsen Stochholm Krag
…
Danmark er et lille land – og alligevel er det præget af store forskelle i udviklingen af vores bysamfund. Mens byggeriet buldrer afsted omkring Kongens Nytorv, er der andre steder i landet, hvor man taler om affolkning og forfald.
Som et ’research by design’-forskningsprojekt er UTOPIA THY af arkitekt Mo Michelsen Stochholm Krag et nyskabende eksperimentarium for bæredygtig byudvikling i og omkring Bedsted i Thy. Projektet samler blandt andre forskere og studerende fra Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Museum Thy, Arkitektskolen Aarhus, Emergency Architecture & Human Rights, Thisted Kommune og de lokale beboere i Bedsted ud fra en vision om ‘afvikling som udvikling’.
Et af projektets interventioner er nedrivningen af den gamle lægepraksis, hvis kælder husede modstandsfolkenes møder og våbendepoter under 2. Verdenskrig. Den førhen skjulte kælder er – i rumlig og historisk forstand – fritlagt og omdannet til et mødested; et trinbræt fra stationen og ud i den omgivende natur og en synliggørelse af de kollektive minder i landsbyen.
Et rundt tårn troner blandt trætoppene uden for Bedsted. Fra vejen ved stationen kan man skimte det nye element i det fjerne, men det er svært at afkode, hvad den skulpturelle form består af. Som man kommer tættere på, bliver det dog tydeligt, at det er gamle betonfliser, der møjsommeligt er stablet oven på hinanden som en cylinderformet skulptur i skoven.
Det omdannede lægehus og tårnet er det første i en række af bevarede reminiscenser af forladte huse og varder bygget af kasserede byggematerialer. De bevarede bygningsreminiscenser skaber kulturhistoriske mødesteder, mens varderne danner markeringer i landskabet og leder de besøgende rundt, samtidigt med at der dannes hjem for insekter og smådyr. Et sammenspil mellem det kasserede og det levende…en ‘afvikling som udvikling’.
For et innovativt projekt, der anviser, hvordan man gennem eksperimentel bygningsbevaring og landskabsarkitektur kan revitalisere landsbysamfundene, tildeles Mo Michelsen Stochholm Krag Franciska Clausen Medaljen i 2025.