Gigantbyggeri overtræder miljøkrav

En bydel i København bygget langt ud i havnen er på vej, men det »stjæler« af havnevandet, mener kritikere.

Planerne om at opføre en omstridt kanalbydel med næsten lige så mange indbyggere som på Christianshavn på ti kunstige øer ude i Københavns Havn er nu truet af nye udsættelser og planlægningsmæssige hovedbrud på Københavns Rådhus.

I forvejen har projektet været ramt af en skylle af protester de seneste tre år fra en front bestående af en række organisationer og private borgere, der mener, at den nye bydel Enghave Brygge med 2600 boliger og 1300 arbejdspladser »stjæler« en stor bid af havnens vand og forhindrer, at der skabes rekreative udfoldelsesmuligheder for alle på Sjællandssiden af inderhavnen.

Og nu er der nye problemer:
I forbindelse med en netop overstået høring om en VVM-miljøredegørelse om det kommende boligområde peger kritikere som Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Vesterbro Lokaludvalg og Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse på, at planerne ikke lever op til en række tidligere stillede miljøkrav.

Ingen alternativer
Kystdirektoratet har således krævet, at »… det skal belyses, hvorvidt etablering af boligprojektet kan ske uden at inddrage et areal på søterritoriet«, som direktoratet udtryket det, så der ikke der ikke skal fyldes massivt op med jord i havnen. Men der er ikke opstillet sådanne alternativer i den VVM-redegørelse, som konsulentfirmaet Orbicon har lavet.

En af de kritiske borgere, der har skrevet en indsigelse mod VVM-redegørelsen, Carsten Jallov, har selv lavet en plantegning med et bud på, hvordan den nye bydel alternativt kunne bygges udelukkende på land. Han peger på, at ikke kun Kystdirektoratet har efterlyst alternativer; det gjorde mange borgere også, da lokalplanen var i bred offentlig høring sidste år.
»Kommunen bliver nødt til at afvise VVM-redegørelsen, hvis nærdemokratiet skal tages alvorligt«, mener han.
Det eneste alternativ, som VVM-redegørelsen angiver, er et såkaldt »0-alternativ«, som bare betyder, at det i dag ubebyggede område får lov fortsat at forfalde. »Men det er helt irrelevant. Det er der jo ingen, som ønsker«, mener Carsten Jallov.

Der mangler også svar i VVM-redegørelsen på, hvordan det massive byggeri i havnevandet, der vil fjerne 35.000 kvadratmeter havneflade, vil skabe øget trængsel af skibe, kajakker og både i den tilbageværende del af havneløbet. Også det har Kystdirektoratet bedt om svar på.

Hvor skal børnene være?
Carsten Jallov mener, at Enghave Brygge bliver forsøgt solgt som et attraktivt område for alle, men at det ikke holder.

»Der er nærmest ingen grønne opholdsområder, der er ikke plads til børn, med mindre de hopper i havnevandet. Man vil så gerne sammenligne den nye bydel med Christianshavn og Amsterdam, men der er ikke butikker, cafeer eller små gallerier. Det bliver et dødt hjørne af byen«.

Når projektet har udviklet sig til en styrkeprøve mellem politikerne og en stor del af den københavnske opinion, skal det ses på baggrund af, at lignende dyre boligbyggerier er skudt op mange andre steder i havnen i de sidste 10-15 år, påpeger Johnny Svendborg, formand for Akademiraadet, statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål.
»Det handler om, hvor privat kajkanten skal være. Der mangler en samlet strategi for havnen, og når man som her bygger ud i det vand, der er vores alle sammens, er der et særligt ansvar«, siger Johnny Svendborg.

Centerchef i Center for Miljøbeskyttelse i Københavns Kommune, Hans Karsten, siger, at spørgsmålet om alternative forslag nu skal vurderes af kommunen sammen med Transportstyrelsen, der har overtaget statens ansvar for vandet i havnene. Hans Karsten mener dog ikke, at det er realistisk kun at bygge på land, da den allerede besluttede lokalplan udtrykkeligt beskriver projektet som opført på opfyld i havnen – og det er også det, grundejerne ønsker.

Noget for noget
Om et andet stort kritikpunkt – at det brede vandspejl i havnen på en 700 meter lang strækning formindskes med en tredjedel – siger Hans Karsten: »Det er en afvejning mellem at mindske nogle eksisterende rekreative værdier ved at fylde ud i havnen mod at få nogle nye værdier i stedet i form af de kanaler, som etableres. Og her har politikerne vurderet, at det ene kan opveje tabet af det andet«.

VVM-høringen er ikke den eneste kampplads. I sommer blev lokalplanen for Enghave Brygge kendt ugyldig af statens Natur- og Miljøklagenævn, fordi der ikke er taget højde for støj fra dieselmotorfabrikken MAN ved siden af. Den sag har kommunen indtil videre kun sendt i »lukket« høring mellem de tre grundejere og MAN-fabrikken, men de protesterende borgere og organisationer forsøger nu at få hele lokalplanen til bred offentlig debat igen. Det ventes Natur- og Miljøklagenævnet at afgøre i denne uge.

Venlig hilsen

AKADEMIRAADET