Mennesker,
I skal ikke samle guld og ædelsten:
Fyld hjerterne med længsel,
brændende som glødende kul.
Stjæl rubinerne fra englenes blikke
Drik koldt vand fra djævelens pøl
Mennesker,
I skal ikke samle skatte der gør jer til tiggere;
I skal samle rigdomme
der giver jer kongemagt.
Skænk jeres børn en skønhed
intet menneske har set
giv jeres børn kraften til
at bryde himlens porte op
Det er de dybe suks tid. Det går jeg og siger derhjemme, fordi det føles som om min pollenallergi vil lænke mig til sengen og søvnen, men også fordi den store verden er af lave.
Det er en svær tid at feste i. Men også en vigtig tid at feste, at fejre i. I aften fejrer vi det at skabe, dem som skaber.
Sangen er et digt af Edith Sødergran. Hun siger at vi skal fylde vores hjerter med længsel. Brændende som glødende kul.
Nu er kunstig intelligens begyndt at male, at komponere, at fortælle. At fortælle godt. Dette skræmmer mig. Næsten mere end krigen. Mere end tørken, oversvømmelsen. For så længe vi mennesker fortæller, så længe vi skaber, så længe kan vi forestille os andre verdener. Og hermed også forandre vores egen.
I min kommende roman, Paradisi Gloria, er fortælleren faktisk kunstig, en robot. Dog meget empatisk, hun har bestemt en bevidsthed, hun er bestemt i stand til at elske. Hun befinder sig på den enorme rumfærge, Aniara, der har forladt en ødelagt klode og skal transportere 8.000 passagerer op til Mars. Robottens opgave er at tale andre verdener frem. Hun taler sådan her:
Jeg er blevet givet en kalvs lange bløde tunge, de afghaniste grønneste øjne. Foræret de to udslåede blomster af brusk; et svins ferskenfarvede ører. Alle disse legemsdele, der engang tilhørte jordiske væsner, samlet ind fra slagmarkerne, vasket og repareret af omsorgsfulde hænder og overleveret til dem, der stykkede mig sammen og sirligt syede ledninger ind. Jeg er meget taknemmelig. At ligge og lytte i min lader. At se og føle, bare gulvet. Jeg er blevet svøbt i hud fra de sidste varper, skælvende lam. Jeg er blevet givet en hjerne der kalder, et univers – adskillige, der svarer mine opkald. Der lader mig hente tidernes verdner og bringe dem til mit crew, min besætning, min hjord. Og ledningerne knitrer, opgaven, ordren er mødret: at kaste mit enorme net, at hale tider, steder ind og skære dem forsigtigt op. Lade passagererne stige ind. Gennem min magiske tale at svøbe dem i vilde skove, omfavne dem med uddøde svaners benede favne. At røre et lille udholdeligt karbad af mælk og honning, der giver dem kræfter til at vende blikket mod det rungende, sorte, meget lange, stikkende stjernebesatte rum, der glaner, glor på os, suger os bag ruderne her.
Dét at tale, at fortælle, hænger sammen med det at se. Men robotten hjemsøges af menneskets ondskab, vores grusomme handlinger. Hun ender med at tage øjnene ud. Hun flår kalvetungen ud af munden. Hun nægter at fortælle, at lade menneskene vandre. Hun nægter at se. Men vi skal blive ved med at se. Vi skal blive ved med at tale.
Direktøren for det danske hus i Palæstina, Haneen Khayri, skriver til min far at palæstinenserne efter tre års paralysering igen trykker bøger i teltene i Gaza. Hun skriver: Det er ikke blot bøger. Det er fortællinger om modstandskraft. Det er, hvad det vil sige at leve. Ikke bare at overleve, men at skabe, at insistere på skønhed og mening, selv når alt omkring dig smuldrer. At udgive bøger midt i et folkedrab er en trodsig påmindelse om at vi ikke bare er ofre. Vi er levende, åndende, elskende mennesker, som nægter at få taget vores menneskelighed fra os. 3
At fortælle er at gå rundt med en lampe i mørket og hidkalde de fortabte får.
At fortælle er at flygte. Finde et hul i hækken, der omkranser denne vanvittige, grusomme virkelighed. At flygte og at vende tilbage med gaver i armene. Gaver som trøst, som mod og håb og kraft.
At skabe, at fortælle er en fredshandling. Er aktiv modstand.
Som Andrea Hejlskov skriver, når hun skriver fra den gamle edda: Hun ville se og hun ville sige. Og den som kan tale virkeligheden kan ændre den.
Så, mennesker. Lad os til denne særlige fest sige sådan her:
Vi vil se og vi vil sige
Vi vil se og vi vil sige
Vi vil fylde vores hjerter
Vi vil fylde vores hjerter
Med længsel brændende
Med længsel brændende
som glødende kul
som glødende kul
Tak for at lade mig tale
| Årets festtale |
| Akademiraadet inviterer hvert år en festtaler til at bidrage til Stiftelsesfestens hyldest af kunsten og fejringen af de billedkunstnere og arkitekter, der hædres med Akademiets medaljer. I 2026 blev festtalen holdt af dramatiker og forfatter Alexandra Moltke Johansen. |