Hvilke tendenser og muligheder tegner der sig i dansk kulturliv i dag? Og hvordan styrker vi kulturens rolle som en af grundpillerne i vores samfund?
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har bedt en lang række kulturaktører og -institutioner om input til en kommende kulturpolitisk redegørelse, der skal understøtte regeringens ambition om at løfte kunsten og kulturens stilling i samfundet og sætte pejlemærker for de enkelte kunst- og kulturområder*.
Her peger Akademiraadet på vigtigheden af at prioritere høj kunstnerisk kvalitet i planlægning af både by og landskab. At engagere billedkunstnere og arkitekter med bud på langsigtede løsninger på samfundets store udfordringer, er ifølge Akademiraadet vigtige tiltag i en kommende kulturpolitisk redegørelse, som kulturministeren vil aflevere til Folketinget dette forår.
Her kan du læse Akademiraadets bidrag:
Samspillet mellem arkitektur, billedkunst, landskabskunst, planlægning og design er et særkende ved dansk kultur, der opstod i slutningen af det attende århundrede og stadigt blev udviklet op til 1980’erne. Da man skabte det moderne velfærdssamfund bidrog arkitektur og billedkunst ved at skabe meget høj kvalitet i de fysiske omgivelser. Som danskere er vi så vant til dette samspil, at vi tager det for givet, men selv hos vore nærmeste naboer findes der ikke noget tilsvarende.
Den store omdannelse
Verden står foran en radikal forandring. Vi skal ikke bare ændre vores energiforbrug og reetablere den biodiversitet, der er behov for, men vi skal også i gang med at genskabe et sundt klima. Vi kan se, at klimaforandringerne er kommet så vidt allerede, at det ikke er nok at stoppe op. Det bliver nødvendigt også at genopbygge.
Gennem historien, så langt vi kan se tilbage, har arkitekter og billedkunstnere spillet en væsentlig rolle i samfundsforandringer. Skiftende regeringer har forstået betydningen af kunstneriske visioner i forhold til store forandringer, og har derfor støttet uddannelsen af kunstnere og udviklingen af nye ideer. Det har de ikke gjort for kunstnernes skyld, men for samfundet og fællesskabet.
Kunsten skaber samhørighed
I forbindelse med de store reformer i begyndelsen af dette århundrede, friholdt man de store infrastruktur-og hospitalsprojekter fra kunstcirkulærets påbud om at anvende en procentdel til integration af kunst. Set i bakspejlet har det været uhensigtsmæssigt. I dag er det tydeligt og dokumenterbart, at integreret kunst skaber værdi i bygninger, byrum og landskaber.
Kunstcirkulæret blev skabt i en tid, hvor den naturlige integration mellem kunstarterne var blevet delvist op-løst. Både billedkunst og landskabskunst blev ofte sparet ud af offentlige projekter, ud fra en antagelse om, at de var luksus. Men allerede i midten af 00’erne viste forskningen, at kunst og natur spillede en væsentlig rolle for menneskers heling og livskvalitet i hospitalssammenhæng.
Derfor bør vi helt gentænke lovgivningen omkring kunst i det offentlige rum. Akademiraadet foreslår, at den kommende arkitekturpolitik tænkes som en politik for arkitektur og billedkunst i en tid med globale forandringer.
Regional planlægning
Kommunalreformen (fra 2007) har medført, at vi ikke længere har regionale planlægningsinstanser.
Dengang reformen blev gennemført, var det måske ikke så tydeligt, at klimaforandringerne ville kræve regionale helhedsplaner. Men det er det nu. Vandet og vinden kender ikke til kommunegrænser. Og det er en op-gave, der har væsentlige kunstneriske potentialer.
Allerede nu ser vi en række konflikter omkring energi-øer, kystsikring og landbrugets omstilling. De konflikter kan alle løses bedre med et kunstnerisk blik på udviklingen, selvfølgelig med forståelse for og indsigt i økonomi og teknologi. Næsten alle vore konventionelle kraftværker er skabt i et samspil mellem arkitekter og ingeniører, ofte med billedkunstnere involveret. Sådan bør vi også tænke de nye energistrukturer.
Akademiraadet vil med fondsstøtte tage initiativ til dialogmøder på tværs af kommuner og regioner.
Bevaring og transformation af landskaber, bymiljøer og bygninger
En af de vigtige erkendelser omkring CO2-udledning fra byggeriet er, at vi skal rive mindre ned og bygge mindre nyt. I Danmark er vi virkelig gode til at reducere CO2 forbrug i driften af bygninger, måske blandt de bedste i verden. Men vi er virkelig dårlige til at reducere CO2 i byggeriet, og der er en stor gevinst at hente der.
Det betyder imidlertid, at der skal satses på uddannelse, forskning og en radikal omstilling i hele byggeindustrien.
Vi skal tænke bevaring på nye måder, der ikke kun handler om museale værdier, men også om livskvalitet og bevaring gennem forandring. Og der skal satses på udvikling af de områder i landet, hvor der er masser af ledige kvadratmeter fremfor på nybyg.
Det er ikke blot et teknisk og økonomisk problem, men en udfordring, der kræver nye visioner — bogstaveligt talt nye billeder på det gode liv. Her er brug for både billedkunstnerisk og arkitektonisk nytænkning. Gennem de sidste 25 år har fokus været på at udvikle og udbygge de store byer, ofte med omdannelse af havne og andre offentlige infrastrukturanlæg som hovedmål. Fremadrettet er det ikke en bæredygtig strategi. Betonbyggeri udleder meget store mængder CO2, havne ligger i sagens natur ved det stigende hav. Og koncentrationen af borgere og velstand i de store byer udfordrer de sociale sammenhænge i hele landet.
En kommende politik for arkitektur og billedkunst bør gøre opmærksom på og understøtte udviklingen af nye by- og boformer, der fornyer eksisterende områder i hele landet, og som vil kunne inspirere kommende generationers mere miljøbevidste valg af bolig.
Arkitektonisk kvalitet
Gennem de sidste 25-30 år er der sket en markant forringelse af byggeriets generelle kvalitet, både i byggeteknisk og oplevelsesmæssig forstand. Denne udvikling har flere årsager. En væsentlig årsag er forvaltningen af de offentlige udbud inden for byggeriet, fra programfase til bygget virkelighed og efterfølgende drift.
I forbindelse med en ny arkitekturpolitik bør regeringen udrede, hvordan dette problem er opstået, og hvordan man kan skabe nye fremgangsmåder.
En anden væsentlig årsag til kvalitetsforringelse er den måde hvorpå man udvikler de store byer med fokus på kvantitet fremfor på kvalitet i alle faser af udviklingen, hvor der ofte opstår forudsigelige problemer. En kommende politik for arkitektur og billedkunst bør udstikke nye fremgangsmåder for planlægning og byudvikling, med langt større fokus på kvalitet.
Kunstnerisk uddannelse
De videregående kunstneriske uddannelser indenfor billedkunst og arkitektur er forbedret meget siden 1990’erne, og alligevel er der rum for udvikling, ikke mindst i lyset af de aktuelle udfordringer. Særligt ville det være af stor værdi, på mange planer, at løfte kunstakademierne i Aarhus og Odense.
Den nyeste forskning fra Harvard og Leuven universiteterne viser, at det, der sikrer kvalitet inden for forskning, udvikling og uddannelse er autonomi og konkurrence. Ved at sikre et stærkere fundament under de jyske og fynske akademier kan man styrke billedkunsten i Danmark.
For alle de kunstneriske uddannelser gælder det, at den praksisbaserede undervisning bør være det centrale omdrejningspunkt for uddannelserne. For alle de visuelle kunstneriske uddannelser er det et problem, at der ikke findes en fødekæde svarende til MGK centrene på landsplan. Sådanne uddannelser vil ikke bare bidrage til højere kvalitet på de kunstneriske uddannelser, men også på de tekniske og faglige uddannelser. Akademiraadet er optaget af, at der igen etableres kunstpædagogiske uddannelser på billedkunst- og designuddannelserne, der både kan uddanne undervisere til billedskoler, tekniske skoler, folkeskoler og gymnasier, og dermed kan bidrage til at løfte kendskabet til og respekten for håndens arbejde i hele landet. Et højere oplysningsniveau over hele landet vil også bidrage til bedre kvalitet i de fysiske omgivelser for alle.
