Da Hyltebjerg Kirke brændte ned en forårsdag i 2022, stod menighedsrådet tilbage med et ødelagt kirkerum og et stort savn efter det sted, der havde samlet menigheden gennem årtier. Nu er billedkunstner Ida Sønder Thorhauge i gang med at skabe et monumentalt keramisk relief til den genopbyggede kirke – et værk, hvor materialitet, omsorgsmotiver og kunsthistoriske referencer flettes sammen med kirkens særlige arkitektur og historie.
Kirken, der blev opført i 1960, blev totalskadet under branden og stod tilbage som en næsten skibsagtig konstruktion, hvor kun ydermurene havde overlevet. For Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst blev det en særlig interessant sag. Udvalget blev inviteret ind meget tidligt i processen, næsten som ved et nybyggeri, men med et menighedsråd, der sørgede over det ødelagte kirkerum og den alterudsmykning, som gik tabt i flammerne.
Den tidlige inddragelse gav udvalget en unik mulighed for at rådgive og anbefale en billedkunstner, som ville få mulighed for at integrere et kunstværk i tæt samspil med arkitekten under genopførslen af kirken.
Et kirkerum mellem tab og begyndelse
Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst har siden 1895 rådgivet kirkelige myndigheder og menighedsråd over hele landet om kunstneriske udsmykninger i og omkring de danske kirker. Udvalget består af 12 af landets førende billedkunstnere og arkitekter, som alle i deres daglige arbejde beskæftiger sig med større udsmyknings- og byggesager. Sammen udgør de en betydelig erfarings- og vidensbank om den nyeste billedkunst og arkitektur, og om hvordan disse integreres i renoveringen af ældre kirker og ved opførelsen af nye.
Rådgivningen begynder typisk med et konsulentbesøg, hvor to af udvalgets medlemmer møder menighedsrådet. Det er kendetegnende for udvalgets arbejde, at de to konsulenter så vidt muligt er henholdsvis en billedkunstner og en arkitekt, der tilsammen kan aflæse et kirkerum fra to forskellige faglige vinkler. Før eller efter mødet analyserer de rummet grundigt – dets arkitektur, lysforhold, farver, historiske lag og liturgiske funktion – da kunsten altid bør indgå i en tæt dialog med rummet. På selve mødet lytter de grundigt til menighedsrådet: hvad er de utilfredse med, hvad ønsker de sig, hvordan bruges kirkerummet i praksis? Besøget munder ud i en rapport, der kvalificeres i det samlede udvalg, inden den sendes til kirken, og følges ofte op med et genbesøg, hvor konkrete anbefalinger til billedkunstnere, der kan løfte den givne opgave, drøftes med menighedsrådet.
I sagen om Hyltebjerg Kirke præsenterede udvalget tre meget forskellige billedkunstnere for menighedsrådet med det formål at åbne for noget nyt frem for at pege på det velkendte. Det var tydeligt, at man savnede kirkerummet, men samtidigt gav situationen også en mulighed for at skabe noget nyt.
Dialogen med menighedsrådet mundede ud i en rundbordssamtale, hvor alle medlemmer kom til orde. Ønskerne var mange og holdningerne forskellige, som de plejer at være, når et fællesskab skal tage stilling til noget, som gerne skal hænge i flere hundrede år.
Et centralt spørgsmål var den store murstensvæg bag alteret i den ene ende af kirkens let ægformede rum, der lukkede det hele af. Det var her, kirkens tidligere vægmaleri med Kristi Himmelfart havde hængt, og nu var der tvivl om, hvorvidt væggen overhovedet skulle bevares i den nye kirke. For udvalget var svaret klart: væggen burde blive. Det var både en smuk væg og så bar den på historien om det, der havde været.
En intuitiv forbindelse mellem mursten og ler
Efter præsentationen af tre billedkunstnere faldt valget på Ida Sønder Thorhauge. Helt fra begyndelsen stod det klart for hende, at det værk, hun ville skabe til kirken, skulle udføres i keramik, og det valg var ikke tilfældigt.
“Når den gule mursten på væggene er så dominerende i kirkerummet, var det bare en naturlig tanke, at keramik ville spille smukt op imod,” fortæller hun. “Begge dele er jo sten. Men murstenens systematik overfor keramikkens organiske former, den matte overflade overfor glasurens glans – der var et møde dér, som føltes helt intuitivt.“
Dertil kom, at hun fra begyndelsen ønskede, at værket skulle have en fysisk tilstedeværelse og tyngde i rummet. “Keramik ville kunne fylde i rummet på en anden måde end et maleri,” forklarer hun.
Materialevalget har også personlige rødder. Hendes farfar var billedkunstner og boede i Nordjylland i et selvbygget hus, opført i 1960, samme år som kirken, med eget keramisk værksted. Da han døde, flyttede familien ind i huset, og omgangen med glasur og ler blev en tidlig og naturlig del af hendes verden.
“Det at være omgivet af glasur og have en forståelse for, hvordan materialet fungerer, har altid ligget i mig,” fortæller hun.
Omsorgsmotivet som ny fortælling
Ida Sønder Thorhauges vej ind i arbejdet med religiøse motiver begyndte under et ophold på Det Danske Institut i Rom i 2022. Her arbejdede hun med fortællingen om den capitolinske ulvinde, der ifølge myten reddede tvillingebrødrene Romulus og Remus ved at lade dem die. Det var en fortælling om det farlige rovdyr, der udviser omsorg, og som ender med at få historisk og kulturel betydning.
Ida Sønder Thorhauge befandt sig i Rom med sin lille datter, som på det tidspunkt stadig var baby, og undersøgelsen af fortællingen rørte ved noget personligt: det at bære og amme et barn. Derfra blev hun opslugt af de romerske museer og paladsers salonophængninger, hvor mesterværker hang side om side i kæmpestore kollager, og blandt dem utallige fremstillinger af Madonna og barnet.
“Jeg blev mere og mere optaget af de her omsorgsmotiver,” fortæller hun. “De fascinerede mig enormt.“
Undersøgelsen udviklede sig til værkserien Motherhood, hvor Ida Sønder Thorhauge skildrede menneskelige og dyriske figurer, flettet sammen i nye fortolkninger af mor-barn-motivet. Det er herfra, inspirationen til værket i Hyltebjerg Kirke udspringer.
“Madonnafiguren har haft enorm betydning for vores kulturelle forståelse af moderskabet helt op til i dag,” siger Ida Sønder Thorhauge. “Det er et billede, vi altid reagerer på, og enten går med eller imod. Der er stor opofrelse og enorm kærlighed, men der er også en masse idealer bundet op på det motiv, som vi stadig kæmper med. At skabe et modbillede og en ny version af det, synes jeg er enormt spændende.”
Motherhood-serien mundede ud i en soloudstilling på Museet for Religiøs Kunst i 2024.
Fire tons ler og en bro over værket
Madonnafiguren går igen i Ida Sønder Thorhauges keramiske værk til Hyltebjerg Kirke, hvor hun skildres som Maria i Bebudelsen – det øjeblik, hvor ærkeenglen Gabriel bringer hende budskabet om, at hun skal føde Guds søn. Det er et af kunsthistoriens mest gengivne motiver, og valget var ikke tilfældigt. Inspireret af teologen Lisbeth Smedegaard Andersens bog om bibelens kvinder og historien om, hvordan mange af dem er blevet overset og slettet fra både skrifter og kirkerum, ønskede Ida Sønder Thorhauge at give en kvinde plads i rampelyset.
“Bebudelsen er en fuldstændig essentiel scene, fordi hele fortællingen afhænger af Maria og den risiko og sårbarhed hendes graviditet må have indebåret,” siger hun.
Figurernes placering i relieffet er nøje overvejet. Gabriel står oprejst og forbinder sig med det himmelske, mens Maria sidder med lårene plantet i underlaget. Det er en modsætning, der også lever i materialerne selv: leret, der kommer fra jorden, møder glasurens glans, farver og lys. “Der var noget i motivet og materialerne og bevægelserne i rummet, som gik op i en højere enhed,” forklarer hun.
Det færdige relief måler cirka 6,5 x 3,5 meter og består af omkring fire tons ler, der er banket ud i store rammer på gulvet. Værket produceres i samarbejde med Tommerup Keramiske Værksted, hvor Ida Sønder Thorhauge også skabte sit første større keramikprojekt til sin afgang fra Det Jyske Kunstakademi i 2016 – tre figurer i menneskestørrelse.
For at hun overhovedet kunne nå ud over de store lerflader og modellere dem, byggede værkstedet en bro hen over dem, så hun kunne sidde og arbejde oppefra. Da relieffet er skåret ud i omkring 300 stykker, vil fugerne mellem dem blive en synlig del af det færdige udtryk. Derfor har Ida Sønder Thorhauge fortaget flere farveeksperimenter med glasuren indtil hun ramte en nuance, der taler sammen med murstenenes farve på kirkens bagvæg, og som understreger keramikkens særlige tyngde og håndværksmæssige karakter.
Relieffet er nu færdigbrændt og har nået sin endelige størrelse sideløbende med genopførelsen af kirken. Det har gjort det muligt for billedkunstneren at afstemme relieffets fugefarve, så det spiller tæt sammen med murstenenes fuger på kirkens vægge. Den nære kobling mellem kunstværk og arkitektur har kun været mulig, fordi billedkunstneren har været inddraget tidligt og løbende i byggeprocessen.
Foruden relieffet har Ida Sønder Thorhauge skabt kirkens døbefont i keramik. Under branden overlevede døbefontens originale sølvfad, reddet af det simple faktum, at det var lavet af sølv, og den nye font er derfor udformet specifikt til netop dette fad, så det kan få nyt liv i den genopbyggede kirke.
For menighedsrådet var det en betydningsfuld tanke, at noget fra det tabte rum på den måde bæres videre. Fonten er glaseret i en dyb, mørkeblå tone, der spiller sammen med relieffets baggrund, men samtidig har sin egen nuance og tyngde. “Begge værker har med livet at gøre,” siger Ida Sønder Thorhauge. “Med det lille barn, med moderen og med hele begyndelsen.”
Det monumentale værk forventes opsat i den nyopførte kirke ved genåbningen i 2027.
