Kunstscenen i Danmark er vital, og der skabes kraftfulde, poetiske, rørende, skæve værker af begge køn. De danske kunstmuseers fineste opgave er at registrere og formidle dette. Men et misforhold synes at bestå.
I museernes nye samlinger er der fortsat langt mellem værker udført af kvindelige kunstnere. I Danmark bliver der uddannet og præmieret lige mange kvindelige og mandlige kunstnere. Så vi må spørge os selv om, hvorfor der stadig er en klar overvægt af mandlige kunstneres værker repræsenteret i museernes nyerhvervelser.
Eksempelvis har Kunstmuseet Arken i perioden 2000-2012 erhvervet 147 værker, hvoraf kun 27 er udført af kvindelige kunstnere. Samme tendens manifesterer sig i udstillingsprogrammerne på de førende danske kunstmuseer og i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen. Siden 1990 har 7 mandlige kunstnere repræsenteret Danmark med soloudstillinger mod 1 kvindelig. Pernille Albrethsen påpeger i tidskriftet Kunstkritikk, at kvinderne i gennemsnit kun udgør 27 % af kunstnerne hos de gallerier, der i år deltog på den nye eksklusive kunstmesse Chart.
De danske kunstmuseer fremhæver, at deres indkøbs- og udstillingspolitik udelukkende beror på kvalitet. Men effekten af den nuværende indkøbs- og udstillingspolitik er, at den kunst, vi præsenteres for på museerne i dag, er skævvredet. Et er her og nu, men et andet og væsentligt aspekt er eftertiden. Hvad er det for et billede, vi efterlader af samtidskunsten? Det handler i høj grad også om vores kulturarv.
Kulturminister Marianne Jelved er i Information den 30. september i år citeret for at håbe, at ”kunstmuseerne grundigt overvejer, hvordan man sikrer, at indsamlingen ikke kun bevarer et snævert udsnit af samtidskunsten, men sikrer, at vi og eftertiden via museernes samlinger kan få et fuldt og dækkende billede”.
Som statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål vil vi hermed gerne opfordre museerne til at lytte til denne tilskyndelse.
Venlig hilsen
AKADEMIRAADET
