Leo Estvads Legat 2024
Billedkunstner
Siska Katrine Jørgensen
..
Leo Estvads Legat tildeles i 2024 billedhuggeren Siska Katrine Jørgensen.
En betonblander, der langsomt indstøbes i den beton den selv spytter ud, er placeret foran en tidlig betonbygning i Berlin.
Et 1:1 fragment af en traktor støbt i en blanding af svinefedt og byg, afformet ved en svinefarm, hvor foder transformeres til bacon i en industriel proces, der hverken har ret meget med natur eller menneskelighed at gøre.
En grab fra en gravko er formet i det ler, der er gravet op og brændt i en fordybning in situ.
Der er både en lysende enkel logik, en klar æstetik og en god portion brutalitet i Siska Katrine Jørgensens omgang med materien og metaforerne. Værkerne vokser ud af og lever i en dybtgående symbiose mellem stedet, materialerne, tiden og tanken.
Tilblivelsesprocessen er altid en del af værket i en stringent og konceptuel aflæsning af omgivelserne, som formes til metaforer gennem materialet og arbejdets fortællinger. I nogle værker følges den temporale logik helt derud, hvor værkerne langsomt opløser sig selv igen i mødet med tiden og elementerne.
Siska Katrine Jørgensens omgang med skulpturen som fænomen, viser et stærkt engagement i både form og håndværk, og ikke mindst er hendes skulpturelle arbejde en intelligent konfrontation med menneskets forhold til materien og naturen i den antropocæne tidsalder.