Maria Zahle

Billedkunstner
Stiller op til Akademiet og Juryen



Jeg er Maria Zahle, dansk billedkunstner bosat i København og uddannet i London, og jeg stiller op til Akademiet og Juryen.

Jeg vil arbejde for, at Akademiraadet fortsat er en del af den offentlige debat, i ateliererne, og i det politiske rum.

Jeg har en række emner som jeg er optaget af: kunstneres økonomiske vilkår, herunder betalelige atelierpladser i hovedstaden; mere transparens når det kommer til magtforholdene på den danske kunstscene, herunder hvilken kunst der støttes og har synlighed i det offentlige rum. Derudover er jeg dybt optaget af hvordan naturen i Danmark er presset, og jeg ser kunst og natur som et smukt makkerpar.

1
Hovedstaden – og andre store byer i Danmark – har meget få atelierer der er til at betale. Jeg har sammen med Kaspar Bonnen skrevet en kronik i Politiken om emnet. Hvordan kan Akademiraadet styrkes som et organ der ikke adskiller det visuelle fra det æstetiske, altså, et råd som ser det kunstneriske økosystem med kunstner, atelier, økonomi, osv, som en helhed, og som en del af vores ansvarsområde?

2
Diversiteten og kønsbalancen i museumsindkøb og i det offentlige rum er fortsat skæv. Akademiraadet kan være med til at holde fokus på fonde og museers indkøbsmønstre og udsmykningsopgaver så vores offentlige rum og nationale samlinger afspejler samfundet.

3
Jeg har i mange år været aktiv i Amager Fælleds Venner, en frivillig forening der kæmper i mod byggeriet der vil ødelægge den vilde natur på Amager Fælled. Jeg vil gerne være med til at styrke Akademiraadet som fortaler for naturen i Danmark, for som kunsten er naturen nødvendig, livgivende, og ofte overset.

Mvh,
Maria Zahle

www.mariazahle.com