N.L. Høyen Medaljen 2003

Forlægger
Torsten Bløndal


En række smukke, små udgivelser fra forlaget Bløndal har gennem årene lyst klart igennem som forbilledlige æstetiske delikate eksempler på bogudformning og tilrettelæggelse i den lille skala.

I 2002 barslede samme forlag med et bogværk i en helt anden målestok: Bogen om Jørn Utzon, der med sine 4½ kg. og 430 sider i sig selv udgør en omfangsrig og omfattende – og samtidig den eneste samlede – beskrivelse af mesterens arbejder fra operahus til lampedesign. Indsamlingen og dokumentationen hertil var aldrig blevet realiseret uden Utzons betingelsesløse tillid til og åbenhed overfor personen Torsten Bløndal, som vedholdende gennem mere end fire år har samlet alle tråde og disponeret stoffet. Bogens forfatter er den engelske arkitekt Richard Weston og bogtilrettelægger er Michael Jensen.

Det er blevet en sjælden smuk bog, som med sin varierede, levende og legende disponering i ord og billeder videregiver fortællingen om vor tids måske største danske arkitekt, så tilpas begejstret og begavet som netop Utzon fortjener det. For sin ihærdighed, sin research og sin evne til at ordne tekst og billede i dette helstøbte bogværk, udmærkes Torsten Bløndal med N.L. Høyen Medaljen