N.L. Høyen Medaljen 2007

Kunsthistoriker
Leila Krogh


Leila Krogh har igennem det meste af sit professionelle liv været den ledende skikkelse på J. F. Willumsens Museum i Frederikssund.

Hun har med sit solide, vedholdende og entusiastiske engagement formået at udbrede Willumsens kunst, hans malerier, tegninger, fotografier og breve, ikke bare til det danske publikum, Leila Krogh har også udbredt Willumsens arbejde i udlandet, hvor præsentationen af J F. Willumsen i Paris 2006 gav velfortjent genlyd.

Leila Krogh har desuden forstået at sparre Willumsens kunst med den danske nutids-kunst på en helt særegen måde, idet hun har inviteret væsentlige kunstnere til museet, for at indgå dialog med Willumsen. Dette har resulteret i værker, kunstneriske sammenstød og anderledes ophængninger, der har kastet nyt lys over både den gæstende kunstner, men sandelig også over den måde vi er vant til at betragte Willumsens værker på.

Leila Krogh har været leder af J. F. Willumsens Museum siden 1973, afbrudt af 3 år som formand for Statens Kunstfonds billedkunstneriske udvalg. I løbet af disse år fokuserede Leila Krogh bl.a. på den monumentale udsmykningskunst i Danmark.

Leila Krogh tog modigt initiativ til at nytænke og afprøve kunsten i det offentlige rum ved at lade en ny generation af kunstnere få mulighed for at gennemføre udsmykningsprojekter, ligesom hun stod bag flere vigtige udgivelser og udstillinger, betitlet ”STEDET”, som sammen med hendes bog ”Kunst i Rummet” er vigtige redskaber i forhold til at afprøve den nutidige kunsts muligheder i det offentlige rum.

For dette udmærkes Leila Krogh med N.L. Høyen Medaljen.