N.L. Høyen Medaljen 2013

Museumsleder
Teresa Nielsen


Kunsthistoriker Teresa Nielsen kan noget særligt. Hun startede sin karriere på Rudolph Tegner Museet, hvor hun bl.a. udførte en komplet registrering af Tegners værker. Endnu inden sin afgangseksamen blev Teresa Nielsen leder af Vejen Kunstmuseum.

Siden er museet blevet udvidet og renoveret. Betydelige erhvervelser af kunst og keramik er kommet til museet, og der er udkommet en række levende kunstbøger og kataloger fra hendes hånd. Kapitler af kunsthistorien er blevet dokumenteret og udfoldet, som de næppe ellers ville være blevet det.

Teresa Nielsen har sin egen angrebsvinkel, sit greb om stoffet og formidlingen og fokus rettet mod marginaliserede kunstnere og deres værker. At besøge museet i Vejen er noget særligt, bygningens egenart, et atelier, et museum, et hjem, et levende udstillingshus, som i årenes løb har vist betydelige udstillinger og huset et stort antal af arrangementer. Med fantasi, stor faglig viden og smittende entusiasme har Teresa Nielsen tiltrukket folk og nye kunstnere til museet.

For sin markante forskning og formidling udmærkes Teresa Nielsen med Høyen Medaljen.