N.L. Høyen Medaljen 2014
Kunsthistoriker
Sanne Kofod Olsen
Tjener, der er en Kvinde i min suppe!
Det var tabu i 1990erne, at genreflektere og skabe kunst ud fra en feministisk og kunstteoretisk diskurs i Danmark. Det var der en del kunstnere, der gjorde alligevel. Sanne Kofod Olsen, Museumsdirektør for Museet for Samtidskunst i Roskilde, tidligere Rektor for Det Fynske Kunstakademi, kunsthistoriker og kurator, gjorde det også.
I ”Tjener der er en Kvinde i min suppe” fra 1998 skriver Sanne Kofod Olsen: Medens man ude omkring i den store verden efterhånden forstår at tage den feministiske historieskrivnings intention alvorligt, halter man i Danmark mistænkeligt bagefter.
Sanne Kofod Olsen formåede i 1990erne at kaste nyt lys over den feministiske teori fra 70erne, ved at anvende sin teoretiske klarhed og utroligt skarpe og præcise formuleringsevne omkring måden at tænke kunst og feminisme på. I 80erne var der låg på, men i 90erne blev låget skruet smukt og intelligent af. At arbejde kunstteoretisk, som hun gør ud fra det feministiske synspunkt, betyder, at man også må reflektere og tage stilling til sin nutid, vores fælles samfund, kønnet, individet og dets handlinger.
Sanne Kofod Olsen har som kunsthistoriker fokus på kontekst og den konceptuelle kunst, der opstod i 60erne. Hun kuraterer og laver udstillinger med kunstnere, som generelt arbejder med identitet, kultur og køn både historisk og ud fra deres samtid. Som museumsdirektør skaber hun således en ramme for den eksperimenterende og smalle kunst, der stiller spørgsmål til tingenes tilstand.
Kunsthistorikeren Sanne Kofod Olsen tildeles N.L. Høyen Medaljen for sit retoriske talent og den krystallinske klarhed, hvormed hun indskriver køn, identitet og kvinde i den danske kunsthistorie.