N.L. Høyen Medaljen 2023
Billedkunstner
Amalie Smith
Med N.L. Høyen Medaljen kan Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster hædre en person, der har ydet en indsats af høj kvalitet inden for forskning, fortolkning eller formidling af de skønne kunster.
Men hvad vil det sige at formidle kunst? Eftersom kunst er kommunikation, formidler den så ikke sig selv? Nej, nok ikke helt, ikke altid. At formidle kunst vil vel sige at åbne nogens øjne for den kunst. Men er man nødt til at forklare det udefra, opsummerende og konkluderende, eller kan formidling af kunst også selv være kunst? Kan kunst formidles indefra og på sine egne præmisser med alle de nuancer, al den sensibilitet, kompleksitet og åbenhed, den indeholder? Ja, det kan den, hvis det er billedkunstneren, forfatteren og altså formidleren Amalie Smith, der formidler den.
I bøgerne Marble og Thread Ripper er der 2 spor: et spor, der fremlægger en dybdegående research af henholdsvis marmorens historie som skulpturmateriale og koblingen mellem computeren, matematikken, kunstig intelligens og vævning, og så i begge et spor, der nærmest er den researchende hovedpersons dagbogsnotater. I begge bøger betyder den indlevelse i stoffet også læserens indlevelse i stoffet. Og det gør den også for læsere, der ikke anede, hvem Anne Marie Carl Nielsen eller Ada Lovelace var og slet ikke anede, hvor vedkommende og væsentlige og gribende disse ting og personer er, men blot troede, at de var i færd med at læse en roman. Og det er de jo også; de er i færd med at læse en roman, de er i færd med at læse billedkunst, de er i færd med at få øjnene op for noget.
Der er al mulig grund til at hædre billedkunstneren Amalie Smith. Der er al mulig grund til at hædre forfatteren Amalie Smith. Men i dag vil vi gerne hædre formidleren Amalie Smith, selvfølgelig for at pege på kvaliteten af arbejdet, men også for at pege på vigtigheden af, at også kunstnerne formidler kunsten, på deres egne og dens egne præmisser – eller: måske er det ikke vigtigt, at alle kunstnere gør det, men det er vigtigt, at denne kunstner gør det.
Derfor hædres Amalie Smith med N.L. Høyen Medaljen.