Nedlæggelsen af Det Rådgivende Frimærkeudvalg

Kære PostNord, kære Martin Pingel

Det var med dyb beklagelse, at Akademiraadet modtog beskeden om, at Det Rådgivende Frimærkeudvalg er blevet nedlagt. Rådet har gennem mange år glædet sig over at kunne udpege medlemmer til udvalget, og ikke mindst har rådet glædet sig over den høje visuelle kvalitet, der kendetegner danske frimærker.

Post Danmarks frimærkeudgivelser har siden den første i 1851 holdt et højt kunstnerisk og grafisk niveau. Julius Therchilsens smukke bølgemærker fra 1905 er for eksempel stadig i omløb, og er en del af dansk designs hovedstol.

Gennem tiden har vores væsentligste kunstnere og grafikere bidraget til det høje niveau og bidraget til at fortælle historien både nationalt og internationalt om, hvem vi er. Nogle af de mest vellykkede udgivelser er resultatet af et udviklende samarbejde mellem stærke kunstnere, dygtige gravører og grafikere og i øvrigt hele det tryktekniske håndværk på allerhøjeste niveau. I Danmark er mange idéer og kunstneriske oplæg blevet gendigtet af gravører som Czeslaw Slania, Arne Kühlmann, Martin Mörck og Bertil Skov Jørgensen.

Danske frimærker udbreder kendskabet til Danmark i udlandet, og er også blevet præmieret med en række internationale priser. For eksempel blev udgivelsen i Bertil Skov Jørgensens gravure og design, “Carsten Niebuhrs Arabiske Rejse” fra 2011, præmieret ved en international branchemesse i Portugal 2012.

Frimærkerne glæder med rette mange mennesker med raffineret teknisk udførelse, kulturelt fortællende motiver og oftest stor kunstnerisk kvalitet på det lille format.

Akademiraadet opfordrer til, at man også i fremtiden prioriterer den højeste kunstneriske kvalitet og håber, at udvalget genopstår. Akademiraadet står selvfølgelig til rådighed til enhver tid.

Venlig hilsen

AKADEMIRAADET