Jydske Vestkysten den 10. januar 2015
Af Berit Holbek Jensen
Om aftenen, når der er forestilling, ser Operaen imponerende ud. Men resten af tiden ligger huset og pladsen foran øde hen og bliver ikke brugt trods den prominente placering ved havnefronten.
De smiler helt op til ørerne ude på Operaen i København. Det er forventningens glæde, fordi de har fødselsdag og endelig får lov at fyre den af. Alle scener i brug og fuldt udtræk på sang og musik. “Tryllefløjten” nyopsat. Verdenspremiere på dansk opera. Hotte udenlandske instruktører.
– Nu viser vi, hvad vi kan, siger operachef Sven Müller, da vi møder ham i en kort pause fra forberedelserne.
Han kom til for godt to år siden, efter at forgængeren, Keith Warner, dramasmækkede med døren, da det offentlige ikke ville ryste op med endnu flere penge til at synge for. “Jeg er ude af stand til at realisere mine store drømme for operaen”, proklamerede Warner og efterlod en økonomi og et arbejdsmiljø i ruiner.
Siden har tyske Sven Müller, der går for at være et rationelt og sympatisk menneske, støt og stædigt rettet skuden op, og skal man tro anmelderne, er huset på Holmen i dag i verdensklasse rent musikalsk.
– Det er en succeshistorie. Forestillingerne er på højt niveau, og Det Kongelige Kapel er et fantastisk orkester, siger Peter Dürrfeld fra Kristeligt Dagblad.
– Jeg har stor fidus til Sven Müller. Det er takket være hans tyske smidighed, at vi får de store instruktører indenbords, og at den tyske orkesterchef, Michael Boder, gider være hos os, siger Peter Johannes Erichsen fra Weekendavisen.
Hvad ønsker han sig så i fødselsdagsgave, Sven Müller? Ti år er trods alt en rund dag.
Han bliver helt stille. Det har ingen måske spurgt ham om – og nu har han jo allerede fået en anselig gave fra A.P. Møller Fonden til at spille “Tryllefløjten” for. Men noget er der nu:
– Fortsat sikret finansiering fra det offentlige og fra sponsorside, der muliggør et solidt repertoire i de kommende sæsoner – og en bro, så stedet bliver mere tilgængeligt. Hvis den bare kunne blive færdig…
Adgang lader vente på sig
Da A.P. Møller Fonden byggede Operaen, lovede Københavns Kommune at sørge for adgangsveje. Det næste, der skete, var, at der blev lukket for den mest direkte vej af hensyn til christianshavnerne, så biler og taxaer i ti år har måttet køre rundt om Amager for at komme til Holmen. I mellemtiden har man skiftevis lovet anlæggelse af en gangbro, så en tunnel, og så en bro igen – og så gik entreprenøren konkurs, og så var bropillerne for høje og så videre og så videre.
Nu skulle den snart være der – Müller ved dog ikke hvornår.
– Jeg har givet op. Måske er det rigtigt svært at bygge en bro, siger han.
Peter Johannes Erichsen fra Weekendavisen forstår ikke politikerne i Københavns Kommune:
– Hvorfor lader man ikke metroen slå et sving over Holmen? Eller bygger en undersøisk foyer mellem Skuespilhuset og Operaen? Det er som om, at der er sådan en slags kulturflovhed.
Det burde være som i Oslo
I modsætning til resten af havnefronten, der efterhånden myldrer med mennesker, ligger Operaen og pladsen rundt om den død hen både sommer og vinter – bortset fra når folk engang imellem skal til forestilling.
– Det burde være som i Oslo. Rent arkitektonisk kan du gå oven på Oslos operahus. Det er deres turistattraktion nummer ét, og selv om du ikke hører opera, kan du bruge det til noget, fordi det er et dejligt sted at være, siger Sven Müller.
Hvis Operaen i København skal blive lige så indbydende, må der mere end en bro til, mener præsidenten for Akademiraadet, arkitekt Johnny Svendborg.
– Det er meget problematisk, at Operaen ikke hænger sammen med resten af byen. Sådan var det jo heller ikke tænkt fra arkitekt Henning Larsens side. Meningen var, at Operaen skulle have naboer, men i stedet ligger der nu sådan nogle græsplæner oven på noget opfyld. Dem skulle man da bebygge, siger Johnny Svendborg, som synes, at A.P. Møller Fonden skulle tage at forære grundene til Københavns Kommune.
– Så kan kommunen udskrive en arkitektkonkurrence om noget innovativt kvalitetsbyggeri. Det ville Operaen have godt af. Måske nogle ungdomsboliger til Holmens mange studerende. I stueetagen kunne man have caféer, restauranter og lignende, så vi kan få noget liv ud på det sted.
Kun klassikerne trækker folk til
Det vigtigste ved et operahus er naturligvis den kunstneriske oplevelse. Ifølge anmelderne er akustik og sådan noget helt i top, og nogle forestillinger – især den nylige “Lady Macbeth fra Minsk” – bliver rost i høje toner i udlandet, hvilket Sven Müller får fødselsdagslys i øjnene af at fortælle om.
Men publikum kom ikke, fortæller han.
Det er tilsyneladende Operaens evige dilemma: Når der spilles klassikere for husarerne, bliver der fyldt – bro eller ej. Når det er en smule moderne, er det sværere at trække folk til, selv om det ifølge Weekendavisens Peter Johannes Erichsen virkelig er der, der er noget at hente.
– Det er en forbandelse, at det er klassikerne, der sælger billetter – Verdi, Wagner, Puccini. I mine øjne slæber de sig som regel hen over scenen, mens det er ved de moderne operaer, det sner. Det er de også rigtigt gode til på de tyske scener. Det er spændende iscenesættelser, der er fut i fejemøget, det er eksplosivt og farligt, siger han.
Selvfølgelig kan man også modernisere de gamle travere. Men mobiltelefoner i en Wagner-opera eller FCK-trøjer sammen med Carl Nielsen falder ikke i god jord hos Kristeligt Dagblads Peter Dürrfeld.
– Det ældre publikum hader det. Jeg tror, at det skræmmer folk væk i stedet for at trække dem til, siger han.
Man kunne også lokke nye til ved at sætte prisen ned, mener Peter Johannes Erichsen.
– Det er alt for dyrt. Det er jo festspilpriser, siger han og sammenligner med Hamborg og Berlin, hvor billetterne koster det halve bortset fra til premieren, når de virkelig er pebrede, men da er det lige meget, for da kommer snobberne og de rige.
– Desuden burde man udnytte, at der er fire scener at skifte imellem, og variere forestillingerne, så det ikke er det samme hver aften. Men det er der jo nok ikke økonomi til.
Nej, det er der ikke, svarer Sven Müller, der sukker lidt over det med priserne. Han synes ikke, at det er så dyrt – og desuden er der hårdt brug for indtægterne. Ikke at han klager ret meget – der er jo økonomisk krise, og andre må også spare, selv om det er ærgerligt.
– At drive det her hus kan sammenlignes med at sidde i en Rolls Royce og få fem liter benzin. Så må du prøve at regne ud, hvilken tur der er den mest interessante, og prøve at få det bedste ud af det, siger han og understreger samtidig, at hver eneste ekstra krone, nogen kunne finde på at forære Operaen i fødselsdagsgave, gør en kæmpe forskel.
– De ville gå direkte til flere forestillinger, siger han.
Venlig hilsen
AKADEMIRAADET
