Akademiets præsident og Akademiraadets leder, billedkunstner Peter Holst Henckels tale til Akademiets Stiftelsesfest den 27. marts 2025
Ærede gæster, medaljemodtagere og kolleger.
Velkommen til Akademiets Stiftelsesfest. Vi er glade for at kunne samles i aften for at fejre kunsten og dens betydning for vores samfund. I år har vi den store ære at byde Hans Majestæt Kong Frederik den 10. velkommen. På vegne af Akademiraadet og Akademiet for de Skønne Kunster vil jeg gerne takke Deres Majestæt for at prioritere denne begivenhed i et travlt program. Det er vi meget glade for.
Denne fest markerer stiftelsen af en af Danmarks ældste kunstinstitutioner, grundlagt i 1754. Akademiet har haft mange navne gennem tiden, men siden 1814 har institutionen heddet Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster. Det er derfor oplagt i aften at reflektere over, hvad vi forstår ved ”det skønne” – og hvorfor netop vores forestillinger om det skønne er afgørende for vores fælles fremtid.
Og lad det være sagt med det samme: Det skønne er ikke, hvad det har været. Det kan jo afhængigt af perspektivet, lyde som et nostalgisk suk eller som en konstatering af forandring. Men i Akademiraadets øjne er det ikke en klagesang, men en anerkendelse af, at vores opfattelser af skønhed altid har udviklet sig.
At skønhed er foranderlig og præget af tidens strømninger, bliver tydeligt, når vi ser på de politiske og kulturelle tendenser i dag. Et helt aktuelt eksempel er nogle af de præsidentielle dekreter, Donald Trump underskrev både i begyndelsen af sin første og anden embedsperiode. Dekreter hvor han pålagde føderale myndigheder at prioritere en række klassiske skønhedsidealer i arkitektur og kunst.
Det er tankevækkende, at en politisk leder i det 21. århundrede føler behov for at fastsætte en æstetisk retning på nationalt niveau. Det viser, at skønhed ikke kun er en personlig smagssag, men noget der – på godt og ondt – former værdier og identitet i et helt samfund.
Kunst og æstetik er aldrig neutrale. De påvirker vores fælles opfattelse af, hvem vi er, og hvilken retning vi ønsker, at vores samfund skal udvikle sig i. I dag, hvor hele verden synes at være i opbrud, er det særlig vigtigt, at vi ser kunsten som en grundlæggende værdi i vores demokrati. Som et åbent og fordomsfrit rum, der kan værne samfundet mod énsretning og censur.
Som statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål inden for billedkunst og arkitektur er Akademiraadet ikke i tvivl om kunstens centrale betydning for mennesker, fællesskaber og samfund. Kunst spiller en afgørende rolle i samfundsudviklingen – ikke kun som en kritisk stemme, men også som inspiration til nye idéer.
Når kunsten udfordrer gældende normer og vender tingene på hovedet, skaber den refleksion og debat, som er nødvendigt for et levende demokrati. Men kunsten gør mere end at stille spørgsmål – den skaber også billeder af, hvordan fremtiden kan komme til at se ud.
Forestillinger om skønhed er ikke kun noget, vi møder i kunstens verden. De er også dybt integreret i vores daglige liv. Vores smag og præferencer ændrer sig hele tiden – hvad der var moderne og smukt for ti år siden, ser vi i dag måske som gammeldags.
Det gælder alt fra mode og design til mad og teknologi. Vi lever i en kultur, hvor det nye og forbedrede konstant er i fokus. Vi er vant til at opgradere og forny, men samtidig må vi spørge os selv: Er det, vi opfattede som skønt og rigtigt i går, også det, der er bæredygtigt og holdbart i morgen?
Jeg synes vi i aften skal tænde det lange lys og se tingene i et større perspektiv som rækker ud over vores individuelle smag. For det er præcis det Akademiraadet hele tiden bestræber sig på: At svare kvalificeret og uvildigt på de aktuelle kunstneriske spørgsmål som har betydning for vores samfund. Og selv om kunstens perspektiv ikke altid modtages med politisk kyshånd, er det stadig en grundlæggende værdi i vores åbne samfund, at kunsten kommer til orde i den demokratiske samtale og bliver inddraget når fremtiden skal formes.
Set i det perspektiv må vi være helt ærlige og sige, at vi står ved en korsvej, hvor det står klart, at de valg vi som individer og samfund træffer i dag vil få vidtrækkende konsekvenser for vores børn og børnebørns fremtid. Vi må indse, at vi lever i en tid, hvor vores handlinger har direkte indflydelse på naturen, vores samfund og vores planet. Klima- og biodiversitets-krisen tvinger os til at stille skarpt på vores livsstil og de strukturer, vi bygger – både fysisk og symbolsk. Det er ikke blot et spørgsmål om æstetik og skønhed, men også om etik. Det er derfor på tide, at vi giver plads til en ny æstetik, som bygger på bæredygtighed, transformation og en grundlæggende respekt for mennesker og natur.
Klima- og biodiversitetskrisen tvinger os til at gentænke vores forestillinger om skønhed. Vi må spørge os selv: Hvordan ser en skøn fremtid ud? Er det en fremtid, hvor skønhed er synonymt med overflod og prangende æstetik? Eller er det en fremtid, hvor skønheden udspringer af en grundlæggende respekt for ressourcer og fællesskab?
Akademiraadet ser ikke en ny æstetik som en begrænsning. Snarere som noget der kan gøre os fri af ideen om det skønne som noget primært individuelt, pænt og behageligt og bane vej for en skønhed, der stikker dybere og som er optaget af det fælles og alt det der binder os sammen på tværs af tid og sted.
Det betyder ikke, at vi skal afskaffe tidligere tiders forestillinger om det skønne, men snarere at vi må udvide vores horisont og tage ved lære af historien. Vi skal finde nye måder at fortolke og oversætte tidligere viden og erfaringer til en nutidig og fremtidig kontekst. Vi må lære at se det skønne i det vi allerede har, i det naturlige og i det vi kan transformere på en god måde. Kunsten kan vise os nye måder at skabe skønhed på – måder, der både er nytænkende, appellerende og bæredygtige.
Derfor opfordrer Akademiraadet til at lade de kunstneriske kompetencer blive en større del af de store samfundsmæssige omstillinger. Og vi taler om omfattende ændringer indenfor mange sektorer af samfundet.
Vi har brug for billedkunsten og arkitekturen til at udfordre, engagere og inspirere. På den måde kan de blive vigtige med-spillere i den omstilling vi kun lige har taget hul på. Både på et overordnet kulturelt og samfundsmæssigt niveau, men bestemt også i de mange konkrete fremtidige projekter, der skal omforme vores landskaber, byer og kyster. Ved at bringe abstrakte ideer til live og skabe konkrete eksempler på en bæredygtig fremtid kan kunstens væsen og visioner være med til at vække håb, engagement og handlekraft i befolkningen. Hvis vi som samfund formår at inddrage kunstens potentiale fuldt ud, kan kunsten blive en hjørnesten i en langsigtet indsats for at skabe en mere bæredygtig og retfærdig verden.
Billedkunst og arkitektur har altid været en måde at kommunikere på – et visuelt og rumligt sprog, der kan overskride ord og tanker og skabe nye samtaler og forståelser. I dag har dette sprog fået en ny betydning: Det kan være med til at formidle håb, handling og omstilling.
Men en ny æstetik kræver også mod. Det kræver mod at opgive gamle idealer og give plads til nye og anderledes skønhedsbegreber. Det kræver, at vi tør stille spørgsmålstegn ved det, vi før har taget for givet, og at vi tør drømme om en fremtid, hvor skønhed ikke kun handler om ydre form, men også om indre sammenhænge og en ny respektfuld omgang med klodens ressourcer.
Jeg begyndte med at sige, at det skønne ikke er, hvad det har været. Men hvad betyder det i praksis? Hvordan vil det skønne så komme til at se ud i fremtiden?
Det korte svar er, at det ved vi ikke. I hvert fald ikke endnu, men vi begynder at se konturerne. Og vi ved, at vi som samfund vil stå stærkere, hvis vi tør give kunsten en central plads i samtalen. Hvis vi lytter til alle de mange billedkunstnere og arkitekter, der allerede nu er i gang med at udvikle nye forestillinger om fremtiden.
Lad os derfor bruge denne aften til at tale sammen om, hvad det skønne er i dag og i morgen. Og lad os sammen arbejde for en fremtid, hvor det skønne ikke er et statisk ideal, men en levende og foranderlig kraft, der kan forme en bedre verden.
Tak.