Akademiets præsident og Akademiraadets leder, billedkunstner Peter Holst Henckels tale til Akademiets Medaljeoverrækkelse den 26. marts 2026
Ærede gæster, medaljemodtagere og kolleger,
Velkommen til Akademiets medaljeuddeling og fejringen af stiftelsen af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster i 1754. Det er en stor glæde at kunne samles i aften for at fejre kunsten og dens betydning for vores samfund. I år har vi igen den store ære at byde Hans Majestæt Kong Frederik den 10. velkommen iblandt os. På vegne af Akademiraadet og Akademiet for de Skønne Kunster vil jeg gerne takke Deres Majestæt for at have valgt at være til stede ved denne aften. Det er vi meget taknemmelige for.
Valg er i det hele taget et ord, der får en særlig klang i disse dage. Netop i dag, blot to dage efter folketingsvalget, bliver det meget konkret, hvad det betyder. For i et demokrati er det gennem vores valg, at vi udstikker kursen for vores fælles fremtid.
Et folketingsvalg er et af de øjeblikke, hvor et samfund standser op. Vi vælger retning. Vi vælger prioriteringer. Og vi vælger, hvilke værdier der skal være med til at forme vores samfund. I denne valgkamp blev der talt om mange af tidens mest presserende emner: fordelingspolitik, sikkerhedspolitik, svinevelfærd, klassekvotienter, drikkevand; – og også politikeres omgang med visse rusmidler.
Alt dette fyldte – og med god grund.
Men der var også noget, der stort set ikke blev talt om:
Kunsten.
Det er egentlig bemærkelsesværdigt. For ser man på danskernes faktiske adfærd, kunne man have forventet noget andet. Museerne oplever rekordbesøg. Danskerne læser bøger som aldrig før. Samtidig ser vi en voksende interesse for arkitektur og for vores fælles bygningskulturarv.
Interessen for billedkunst, arkitektur og kulturarv er altså ikke blevet mindre. Tværtimod. Men samtidig er noget andet stille og roligt ved at ske. For selv om interessen vokser, bliver kunstens stemme svagere i vores samfund. Den inviteres sjældnere med, når nye beslutninger træffes, og den forsvinder gradvist fra nogle af de steder, hvor den tidligere var en naturlig del af vores fælles institutioner.
Og netop derfor er det også et paradoks.
På den ene side ser vi en voksende interesse for kunst og arkitektur. Og vi ser, hvordan en bred vifte af kunstnere engagerer sig helhjertet i de udviklingsspørgsmål, vores samfund står overfor. Ikke kun ved at forholde sig til nutiden, men ved at pege frem mod mulige fremtider og give os billeder af, hvordan vi kan forstå og forme dem.
På den anden side ser vi en langsom svækkelse af kunstens plads i de institutionelle strukturer, der former vores samfund på længere sigt.
Det er ikke kun en fornemmelse. Lad mig nævne nogle aktuelle eksempler.
På uddannelsesområdet har de yngste elever i folkeskolen for første gang i mere end 125 år! ikke længere billedkunst på skemaet – og heller ikke håndværk og design. På universiteterne er der skåret ned på både musikvidenskab og landskabsarkitekturuddannelserne. Og på Kunstakademiets Billedkunstskoler er antallet af professorater gennem de seneste par årtier blevet halveret.
På forsknings- og formidlingsområdet ser vi det samme mønster. Det Nationale Fotomuseum, med Skandinaviens største samling af kunstfotografi, er blevet ramt af kraftige nedskæringer og indsamlingen, forskningen og formidlingen vil enten helt ophøre eller blive stærkt reduceret.
Samtidigt er kunstkritikken stort set forsvundet fra dagbladene.
Og i vores offentlige rum træffes lignende beslutninger. De kommende år skal der investeres massivt i Forsvarets bygninger og kaserner, men politisk er det blevet besluttet at undtage Forsvaret fra at integrere kunst i Forsvarets bygninger og anlæg. Og når Nationalbanken arbejder på en ny serie pengesedler, sker det nu uden inddragelse af billedkunstnere i formgivningen.
Hver for sig kan sådanne beslutninger virke små. Men tilsammen tegner de et mønster af en langsom forskydning, hvor kunsten gradvist vælges fra i de strukturer, der tidligere bar den frem.
Og netop derfor er det værd at løfte blikket et øjeblik. For spørgsmålet handler ikke først og fremmest om kunstens egne vilkår. Det handler om samfundets.
Vi lever i en verden præget af usikkerhed. Geopolitiske spændinger, krige i vores nærområde og en ny sikkerhedspolitisk virkelighed fylder meget i den offentlige debat. Samtidig står vi over for andre dybtgående udfordringer – ikke mindst klima- og biodiversitetskrisen.
I en tid som denne bliver det tydeligt, hvor afgørende de institutioner er, som bærer og holder vores fælles værdier levende.
Et samfund hviler ikke kun på økonomi og lovgivning. Det består også af de institutioner, der over tid former vores fælles forståelse af verden og af hinanden. Det gælder vores uddannelser, museer, kulturinstitutioner og de kunstneriske miljøer, hvor nye ideer og perspektiver opstår. De institutioner udgør den vigtige demokratiske og kulturelle infrastruktur, som gør det muligt for borgere at orientere sig, reflektere og deltage i den fælles samtale.
Historien og den aktuelle verdenssituation viser os, at det kan være en alvorlig fejltagelse at tage denne infrastruktur for givet. Institutioner og fælles værdier videreføres ikke af sig selv. Flere steder i verden ser vi netop nu, hvordan kulturinstitutioner, universiteter og frie kunstneriske miljøer bliver presset eller politiseret.
Det peger på noget grundlæggende: nemlig, at de institutioner, der sikrer et åbent samfund, kun består så længe vi aktivt vælger dem til, – og bliver ved med at videreudvikle dem, så de forbliver levende, modstandsdygtige og relevante for borgerne.
Det gælder også den kunstneriske infrastruktur, som gennem århundreder er blevet opbygget i Danmark. Derfor er spørgsmålet ikke blot, hvordan vi støtter kunsten her og nu. Spørgsmålet er, hvordan vi styrker og videreudvikler den kulturelle infrastruktur på lang sigt. Så flest muligt kan få glæde og gavn af kunsten i deres hverdag.
Det er i sidste ende også et valg.
Derfor mener Akademiraadet, at vi har brug for en kunstpolitik. Ikke fordi kunsten skal styres politisk. Men fordi fraværet af en tydelig politisk opbakning til kunsten, i sig selv er et valg: et valg om at lade udviklingen ske gennem enkeltbeslutninger og besparelser, der hver for sig kan virke små, men som over tid afgør, hvilken plads kunsten får i vores samfund.
En kunstpolitik handler derfor om noget meget grundlæggende: om hvilken rolle vi ønsker, at kunsten skal spille i udviklingen af vores samfund på lang sigt.
Akademiraadet er ikke i tvivl. Kunsten repræsenterer noget helt særligt i et demokrati. Den skaber åbne rum for refleksion, kritik og forestillingsevne. Ikke fordi kunsten leverer færdige løsninger på samfundets problemer, men fordi den kan åbne vores blik for muligheder, vi endnu ikke har fået øje på.
Det er ikke kun vigtigt for kunsten. Det er vigtigt for os alle. For vi er alle afhængige af, at der findes steder og institutioner, hvor verden kan ses fra andre vinkler, og hvor nye tanker kan opstå.
Akademiet for de Skønne Kunster blev grundlagt for 272 år siden. Siden da har generationer af billedkunstnere, arkitekter og tænkere været med til at forme de billeder og rum, som vores samfund spejler sig i. Og som giver os en følelse af at høre til.
Og netop derfor er denne aften også vigtig. For lige om lidt skal vi uddele medaljer til en række centrale billedkunstnere, arkitekter og forskere, som hver på deres måde repræsenterer noget af det ypperste inden for billedkunst, bygningsarkitektur, landskabsarkitektur, forskning og formidling.
Deres arbejde er lysende eksempler på det, kunsten kan, når den får mulighed for at udfolde sig. De er eksempler på den kvalitet, indsigt og forestillingsevne, som samfundet får tilbage, når vi vælger kunsten til.
Det er i sidste ende det, kunsten giver os:
Nye måder at se verden på.
Nye rum at leve i.
Og nye billeder af den fremtid, vi sammen skal finde vej ind i.
Tak.