Ruth og Finn Torjussens Legat 2008

Billedkunstner
Ane Mette Ruge


Fonden har tildelt billedkunstneren Ane Mette Ruge årets hædersgave på 47.700 kr., som anerkendelse for kunstnerisk værdifuld indsats og med følgende motivering:

Siden begyndelsen af 80’erne har Ane Mette Ruge arbejdet med performance, fotografi, video og lyd.

Hendes udstillinger er karakteriseret ved totale installationer, som ofte går fra rum til rum, inde og ude, i en strøm af transformationer. Blandede rum skabt af mødet mellem nye medier og de fysiske rum som udstillingslokalerne repræsenterer og som samtidig understreger udstillingen som proces.

Ane Mette Ruge arbejder med ”mellemværender”, hun klipper i hverdagens små ophobninger af ting og betydninger og sætter dem sammen igen, så de danner nye mønstre, eksempelvis som når hun vender vrangen ud på et korsstingsbroderi, eller gør 16 kakkelborde til ”Ordbord over det danske sprog”.

Med en humoristisk vinkel balancerer hendes værker mellem destruktion og konstruktion – hun sammenstiller uensartede størrelser, og lader dem udgøre en form – en udveksling mellem fremmedhed og korrespondance, hvor vanetænkning brydes op, for at give plads til nye betydningslag.

For sin enestående og konsekvente kunstneriske indsats tildeles Ane Mette Ruge dette hæderslegat.