Ruth og Finn Torjussens Legat 2011

Billedkunstner
Martin Richard Olsen


Fonden har tilkendt billedkunstneren Martin Richard Olsen årets hædersgave på kr. 53.250,- som anerkendelse af værdifuld kunstnerisk indsats og med følgende motivering:

Martin Ricard Olsen er uddannet på det Jyske Kunstakademi i Århus.

Martin er en billedkunstner, der arbejder i mange discipliner – tegning, grafik, maleri. Skulpturelt arbejder han med ler, stentøj og støbning i mange forskellige materialer.

Martins kunst har – helt fra begyndelsen – handlet om at undersøge og beskrive, ofte på enkel og banal vis – også de grumme udtryk, der handler om kærlighed og overgreb. I 1990 – på udstillingen ”Kitsch og konkret” mødte Martin op med de klareste billeder om emnet – en stribe malerier af julehjerter – kitsch og konkret som ikon. 

Gennem sit kunstneriske virke er der også blevet tid til lokalt engagement i Næstved, bl.a. i form af sultestrejke og klokkestøbe-kurser; alt sammen i et forsøg på at inddrage og aktivere sine medmennesker og publikum i kunstneriske problemstillinger. Mest enkelt foregår det på udstillinger, hvor der indgår fx en pind, en klokke og den enkle tekst: ”Slå mig.”  

Klokker har været et af Martins yndede motiver gennem årene. De er blevet udforsket i Indien og studeret blandt buddhistiske munke. De er blevet støbt i værksteder og på jyske marker. De er blevet udstillet alene – de er blevet udstillet i fællesskab i store installationer. De er blevet udstillet med lyd og aktuelt – uden. Her tænkes på den over 2 meter høje klokke drejet i margarine og udstillet på stedet – i Norskehytten på Sophienholm.  

Man mærker han har noget på hjerte. Han udfordrer beskueren med sine fortællinger og ofte overraskende materialevalg.

For denne store, stoflige og alsidige kunstneriske praksis tildeles Martin Richard Olsen Torjussens legat.