Ruth og Finn Torjussens Legat 2026

Billedkunstner
Mette Clausen

Billedkunstner Mette Clausen tildeles årets hædersgave på 50.000 kr., som anerkendelse for kunstnerisk værdifuld indsats og med følgende motivering:

Allerede Mette Clausens afgangsværk var opmærksomt på det; at brud i mønstre er betydningsfulde og nødvendige … at brud på mønstre og vævning og sprog og samfund ikke er metaforer, selvom de også og samtidigt er metaforer. Værkerne er så indlysende, og så direkte forbundet med et liv og dets tanker og følelser, og også med et livs politik, og så er de så … smukke simpelthen, at de skjuler sig i noget, der nok kunne ligne det smukke ved kunsthåndværk.

Og det ville ikke være første gang, at vi affejer en kvindelig kunstners værk som kunsthåndværk, selvom SMK har travlt med at genopdage Anna Thommesen og Ragna Braase osv. – travlt med at genopdage kvindelig kunst som kunst. Men det er faktisk ikke det, der er på færde i Mette Clausens værker, selvom det måske kunne se sådan ud – også selvom Anni Albers, som var den første kvinde, hvis vævninger blev udstillet som kunst-kunst, åbenlyst også er en helt for Mette Clausen. Det er faktisk noget andet, der er på færde. Det er en forbundethed mellem det hele, som indoptager og værdsætter kunsthåndværkets teknikker som en del af det, der producerer den verden, vi har omkring os, og som vi må forholde os til, til dens hvordan, ud over bare at værdsætte og acceptere dens funktions – og mønsteropretholdelse. Det er, måske, muligt at handle i verden.

Det er efterhånden en kliché, ligesom etymologi i det hele taget er en kliché, at vores ord for det skrevne sprog, tekst, kommer af texere, som betyder at væve eller sammenføje, og at vores sprog dermed er forbundet til vores kroppe og hverdage og liv. Men i Mette Clausens tilfælde er det ikke en kliché, men bare en åbenlys levet praksis. Hvor mange gange skal jeg sige det, hvor mange gange skal jeg sige det, hvor mange gange skal jeg sige det, hvor mange gange skal jeg sige det, hvor mange gange skal jeg sige det, hvor mange gange skal jeg sige det; at Mette Clausens værker simpelthen bare er så smukke, i form og i betydning, og i en mellemproportional mellem de to, og så generøse og smertelige og kærlige og præcise og direkte og så benhårdt usentimentalt sentimentale, at det er til at tude over, for os andre – som dog kan glæde os over, at nogle mennesker giver, at nogle mennesker udtrykker sig, præcist og åbent, mens andre mennesker bare udtrykker sig hele tiden.

Mette Clausens værker er så smukke og så indlysende, at de måske, for et spekulativt blik, befinder sig i en blind vinkel, eller for tæt på et liv. Måske lærer de værker os, forhåbentlig gør de det, at det spekulative blik er røv og nøgler, at verden er smuk og inderlig og givende og spændende og konkret og virkelig, trods alt