Deres Majestæt
Præsident for Det Kongelige Akademi for de skønne kunster
Medaljemodtagere
Kære venner
Vi vågner hver morgen til en ny verden, en verden ingen før har set.
På B.S. Ingemanns tid, vågnede vi til dage ingen kender før solen går ned, men i vores globaliserede nutid, hvor solen aldrig går ned, kender vil først dagen, når den sidste gule bjælke er rullet over skærmen ved midnatstid.
Erkendelsen af verdens omskiftelighed, har gennem alle tider været en kilde til uro og angst. I dag, tror jeg, vi allesammen føler dyb og akut bekymring for hvad morgendagen bringer.
Som om vi ikke allerede havde rigeligt at bekymre os om, med et klima under voldsom forandring, med hastigt tab af biologisk mangfoldighed og problemer med naboerne, så er genboen også begyndt at røre på sig.
Vi har nok en tendens til at oversætte vores frygt for konkrete eller diffuse negative forandringer til en generel skepsis overfor forandring i det hele taget.
Vi er begyndt at se det ikke at forandre verden, det ikke at sætte et fodaftryk, som det moralsk overlegne standpunkt.
Nogle arkitekter taler om det, ikke at bygge noget, som fagets nobleste mål, og gennem snart et århundrede har nogle kunstneriske strømninger set det som kunstens vigtigste rolle, at formidle enhver form for dårligt nyt og udfordre æstetikkens dogmer.
Det er alt sammen udmærket, men verden har i den grad brug for, at kunsten også fejrer glæde, skønhed, harmoni og den menneskelige forskertrang.
Spørgsmålet er imidlertid, om ikke frygten for forandring som sådan, er malplaceret? Har erkendelsen af verdens foranderlighed, ikke i virkeligheden været kilden til menneskelig aspiration gennem alle tider?
Er det ikke muligheden for at skabe forandring, som er kilden til initiativ og hittepåsomhed, og i den sidste ende, er den eneste grund til at vi faktisk står op til den ene nye dag efter den anden.
Irreversible forandringer er en grundlov i verdensaltet. Gennem jordens mere end fire og en halv milliarder års historie har planeten, ja, hele vores solsystem eller for den sags skyld, det ganske univers, gennemgået løbende forandringer. Jorden har nydt lange rolige perioder, som for eksempel tidsperioden fra attenhundrede til ottehundrede millioner år siden, hvor ingen rigtig har kunnet finde nogen begivenheder, det er værd at berette om, og som vi derfor omtaler om som ”The Boring Billion”.
Vi kender alle til fossiler og krystaller som naturlige genstande af stor æstetisk skønhed. Selve grundlaget for vores længsel efter at omgive os med skønhed, bygger på naturens generøsitet med former, farver og mønstre.
En ung studerende her på det Kongelige Danske Kunstakademi, en fyr ved navn Caspar David satte sig for at romantisere naturens skønhed og bringe denne kilde til gudfrygtig glæde ind i de voksende og i stigende grad naturfjendske byer.
Han gjorde sig dermed til medskyldig i den adskillelse af naturen fra kulturen, som kom til at forme den gryende industrialisering af verden og påførte os det endelige tab af vores oprindelige forståelse af os selv, som en del af naturen. Når vi ser på Casper David Friedrichs romantiske maleri fra kridtklinterne på Rügen, fyldes vi af en glæde over skønheden i den uberørte og tilsyneladende uforanderlige natur. Imidlertid er de hvide, uskyldsrene kridtklinter ikke ur-jordens oprindelige klippegrund, men derimod en ophobning af milliarder og atter milliarder af udfasede komponenter fra verdenshistoriens største elementbyggeri.
For et par hundrede millioner år siden tog havets mikroskopiske encellede kalkalger for alvor fat på et projekt om at skærme sig mod elementernes rasen og grovædende planteæderes hærgen. De forskansede sig i hver sin miniaturebolig, opført af sirligt opbyggede kniplinger af kalkkrystal. Når en døde, sank byggeelementerne til bunds og opbyggede over millioner af år de kilometertykke kalklag som dækkede store dele af kloden i Jura og Kridttiden.
Det hensynsløse frås med jordens ressourcer i denne Mesozoiske brug-og-smid-væk-kultur gav Michelangelo råmaterialer til renæssancens skønheder og Danmark et reservoir til Nordsøens olie.
Kalkalgerne er blot et eksempel på hvordan livet selv er den væsentligste kilde til forandring på Jorden. Gennem milliarder af år, har hver eneste organisme der har eksisteret, med stor flid og vedholdenhed, forandret sin verden. Ingen organisme har forladt den samme verden, som den, den blev født ind i.
Forandring
Vi er samlet her på Charlottenborg, som i en periode var hjem for kronprins Frederik, senere Frederik V, Akademiets stifter. Gulvbrædderne under vores fødder har båret enevoldskonger, videnskabsfolk, kunstnere og, med Frederik Vs. egne ord: hvem, der vil: høj eller lav, adel eller uadel, gejstlig eller verdslig, lærd eller ustuderet, være meget velkomne; her anses ikke på personer eller stænder, og ikke på lykkens fordele“.
Vi befinder os i nogle rum, som oser af rigdom og overflod. Kuppelsalen og de dekorerede lofter er i sig selv kunstværker. Nogen tænker sikkert, at der ikke har været skelet til forbruget af verdens ressourcer, da man byggede Charlottenborg. Men ser vi nærmere efter, er tid, omhu, fantasi og forstand, de ressourcer som adskiller disse rum fra en parkeringskælder. Materialerne er nogenlunde de samme, og materialeforbruget ville have været nøjagtig det samme, hvis arkitekten havde valgt at lave et rent funktionalistisk rum, båret af en sund protestantisk afsky for rundhåndethed og kunstneriske udskejelser.
Det simple, men uforligneligt smukke bræddegulv, er blot nærsomt tilrettet natur, hentet ind under kuplerne og de smukke lofter. Med 350 år afskrivning i ressourceregnskabet, er der næppe sket nogen væsentlig krænkelse af noget bæredygtighedsprincip, ved at gulvet blev lagt.
Men hvad er det egentlig der gør skønhed skøn?
En af alletiders største videnskabelige skikkelser, Niels Steensen eller Steno, bl.a. kendt for sin banebrydende erkendelse af, at det nederste lag i bunke, er det lag der blev lagt først, har givet et bud på et svar. Under en forelæsning på Københavns Universitet i 1676, opsummerede han, hvad han havde lært gennem sin lange og mageløst vellykkede karriere.
I en fri oversættelse til dansk, sagde han følgende:
Skønt er det vi ser
Skønnere er det vi forstår
Skønnest af alt, er det vi ikke fatter
Steno tager udgangspunkt i, at det vigtigste mål, med både videnskab og kunst, er at skabe skønhed.
Vi skal ikke omsætte vores frygt for forandring til en frygt for at forandre. Alle forbruger vi ressourcer og i alle vore gerninger, påvirker vi den jord vi lever på.
Vi skal derfor ikke fokusere på at undgå at skabe forandring, men derimod på at forandre ved at skabe glæde og skønhed.
Mens verdens dæmoner raser mod hverandre, bør vi andre sprede glæde og skønhed hvor vi kan.
Vi er i en bygning som blev akademi for skønne kunster under et autokrati. Den skønhed, som blev skabt, er lige så skøn i dag, og var lige så skøn dengang Grundloven gjorde monarkiet konstitutionelt. Den har henført og forført beskuerne under ungdomsoprøret og under allehånde skiftende politiske flertal. Kunsten, videnskaben og den skønhed, de skaber, er universelle og evige, og rigeligt værd at spendere ressourcer på.
| Årets festtale |
| Akademiraadet inviterer hvert år en festtaler til at bidrage til Stiftelsesfestens hyldest af kunsten og fejringen af de billedkunstnere og arkitekter, der hædres med Akademiets medaljer. I 2025 blev festtalen holdt af Minik Rosing, professor i geologi ved Globe Institute på Københavns Universitet. |