Sven Hols’ Legat 2025

Performancekunstner
Olof Olsson
Den dansk-svenske kunstner Olof Olsson har over de sidste par årtier udviklet en særegen kunstnerisk praksis, som elegant balancerer mellem performance, sprogkunst og intellektuel satire. Med en baggrund i journalistik, filosofi og konceptuel billedkunst har han udviklet en type performance-værker, der både er dybt reflekterede og uimodståeligt morsomme.
Olof Olssons performanceværker er hverken foredrag, stand-up eller teater, men noget midt imellem – en hybrid, hvor han leger med formatet og hele tiden flytter grænserne for, hvad kunstnerisk kommunikation kan være. Hans værker udspiller sig oftest som en form for foredrag eller stand-up-shows, hvor Olof Olsson inviterer os med på rablende associative rejser gennem idéer, begreber og hverdagsobservationer. Rablende og grinagtige, men samtidig også dybt meningsfulde og præcise. Han bruger sin rolige, næsten deadpan leveringsstil til at servere komplekse ideer og filosofiske tanker med en charme og et vid som åbner et skævt og tankevækkende anderledes perspektiv på virkeligheden. Som publikum er man både umiddelbart underholdt, inspireret og hensat i eftertænksomhed.
Et tilbagevendende greb i Olssons praksis er hans brug af gentagelser, sproglige krumspring og tilsyneladende tilfældige ekskurser. Greb som ikke blot virker umiddelbart morsomme, men bliver en del af værkets struktur og pointe – en måde at afsøge, hvordan vi forstår og bruger sprog i hverdagen. Han undersøger det absurde i det dagligdags og det almindelige i det absurde – altid med stor bevidsthed om sin egen rolle som performer og menneske.
For sin helt særlige, vildt morsomme og samtidig grav-alvorlige performative kunstneriske praksis tildeles Olof Olsson Sven Hols legat 2025.
Tillykke!