Sven Hols’ Legat 2025

Billedkunstner
Line Sandvad Mengers


Omdrejningspunktet i Line Sandvad Mengers praksis er kulturelle påfund som værdi og identitet – hvordan de opstår, forandres og forhandles. Hun skaber refleksive rum og begivenheder, hvor publikum ofte indgår som aktive elementer i værker, der udfordrer måden hvorpå, vi måler, vejer og giver mening til alt fra tid og fiskerogn til steder og landegrænser.

Det er tydeligt, at Sandvad Mengers tror på synergieffekten i at sammenbringe billedkunsten med andre fagfelter. Det ses for eksempel i Relativt fra kunstnerens soloudstilling Mediums of Exchange på udstillingsstedet SE! i Århus. Her blev der budt på to versioner af den samme hapser: en med torskerogn; den anden med kaviar. Begge dele fiskeæg med lige meget næring, men økonomisk set i hver deres ende af skalaen, og ved at sidestille de to, inviterer Sandvad Mengers os til at tænke over det relative fænomen, som værdi er.

I marts 2025 åbnede hendes udstilling Somewhere in Time på Augustiana Kunstpark & Kunsthal. Her viste hun performanceværket Continental Drift, hvor seks performere i dragter syet af tekstiler fra nutidens kontinenter langsomt bevægede sig gennem parken, mens de bar på hver deres brik af det forhistoriske superkontinent Pangæa, som blev samlet indenfor. Et værk, som igen leder opmærksomheden hen på det fiktive og foranderlige i, hvad der ellers har en tendens til at fremstå solidt og evigt.

For sine skarpe konceptuelle greb og evne til at gøre komplekse emner håndgribelige og sanselige tildeles Line Sandvad Mengers Sven Hols’ legat.

Stort tillykke!