Sven Hols’ Legat 2026

Billedkunstner
Niels Lyhne Løkkegaard
Niels Lyhne Løkkegaards kunstneriske praksis udfolder sig mellem det, der kan høres, og det, der kan ses. Han laver konceptuelle, underfundige værker, der undersøger objekters indlejrede narrativer, deres hierarkiske placering og magt over os.
Med et ben i musikkens verden som komponist er han særligt optaget af vestlige musikinstrumenter, deres historie, tradition og deres tendens til at instrumentalisere musikeren – som en parasit, der langsomt og ubemærket konsumerer den udøvende kunstner.
I en serie af værker under titlen ’Softening Vol. 1 – 6’ udsætter Løkkegaard et flygel for behandlinger, som har til formål at blødgøre instrumentet, der med sin fysik og lange, ladede historie i bagagen udstråler en vis form for autoritet og standhaftighed i rummet, allerede inden nogen har slået en tangent an.
Løkkegaard anskuer flygelet som et sygt, forurenet og ikke helt ufarligt fænomen, man skal nærme sig varsomt, og deraf følger en række performative handlinger. Instrumentet bliver blandt andet polstret af bløde kroppe og toastbrød; det bliver desinficeret af mennesker i fuldt industrielt udstyr; det får en strålebehandling; og det bliver obduceret.
Senest er instrumentets strenge, hamre, fjedre, skruer og hvad der ellers findes i klaverets indre, blevet lagt i glas og vand – en behandling, der inden for lægevidenskab og madlavning kunne ligne konservering, men som i fraværet af sprit eller lage vil få en blødgørende og nedbrydende effekt.
For sine skeptiske, skarpe og humoristiske angreb på magten i tingene tildeles Niels Lyhne Løkkegaard Sven Hols legat i 2026.