Thorvald Bindesbøll Medaljen 1999

Fotograf
Krass Clement


Krass Clement har evnen til at registrere det liv, de steder og de mystiske – man kan næsten sige metafysiske – sammentræf, som danner en klangbund for hans egen tilstand.

Med en næsten religiøs melankoli og ensomhed sætter han som en lysets engel skygge, og med enkle midler transformerer han sort-hvide øjeblikke, hvor nuet får en dyb, vemodig poesi, der på en gang er abstrakt og konkret.

Krass Clement underkaster sig virkeligheden, men samtidig forholder han sig kritisk og subjektivt til den.
Selv siger Krass Clement: “Den måde jeg fotograferer på, er en form for semiologisk proces”.

Dette tydeliggøres i bøgerne Skygger af Øjeblikke , Byen bag Regnen, Drum, Det Lånte Lys, Ved Døden, og senest Langs Vinden – for blot at nævne nogle få af Krass Clements produktioner.

For sit kunstneriske talent, sin form for subjektiv dokumentarisme og sine fremragende visuelle, indtrængende stemnings- og menneskebeskrivelser udmærkes han med Bindesbøll Medaljen.