Thorvald Bindesbøll Medaljen 2016
Grafisk designer
Åse Eg
At holde en bog af Åse Eg i hånden er en særlig oplevelse. Intensitet og nærvær i typografi og billedopsætning karakteriserer hendes arbejde.
Åse Eg forstår på forbilledlig vis at indleve sig i det stof hun præsenterer og er i dag en af landets førende bogdesignere.
Åse Eg har stået for den grafiske tilrettelæggelse af en lang række kunstbøger og kunstkataloger for flere af landets fremmeste kunstnere og udstillingsinstitutioner. Blandt andet har hun tilrettelagt flere smukt opsatte kataloger for Statens Museum for Kunst, og ikke mindst flere særdeles originale bogserier for Forlaget Vandkunsten.
Siden 1981 har Åse Eg været involveret i en omfattende eksperimenterende grafisk tilrettelæggelse med forlaget Space Poetry og kunsttidsskriftet Pist Protta, hvor hun, i samarbejde med de øvrige redaktører, vedholdende har udforsket den kunstneriske publikation – the artist book.
For sit originale, indlevede og kunstneriske arbejde med bøger – og kunstbøger i særdeleshed – udmærkes Åse Eg med Bindesbøll Medaljen.