Thorvaldsen Medaillen 2000

Billedhugger
Kirsten Lockenwitz

Kirsten Lockenwitz livslange arbejde med linjen er i hendes hænder blevet til rum og form. Delikat og svævende. Senest har tonstunge sten måtte overgive sig, da det blev deres tur.

Kirsten Lockenwitz begyndte som maler.
De voldsomme farveflader måtte underlægge sig linjeføringens koncentration, ligesom tegningerne i de forløb, der blev vist i på den omvandrende retrospektive udstilling fra begyndelsen af 80’erne, fortalte om linien, som et afgørende parameter i Kirsten Lockenwitz’s udforskning.

Suprematismens manifest kommer i erindring ved det lykkelige møde med plastikindustrien, der i 70’erne forvandlede konstruktivismens spor til centrale energier i fladens møde med linjen.
Og dertil lyset.

Kirsten Lockenwitz udnyttede det transparente kunststofmateriales muligheder til det optimale.
Sarte, mættede markeringer blev hendes kendemærke for den række af arkitektoniske rum, der blev tilføjet gennem 80’erne.

Mod 90’erne, fra Arizona og Fjaltring fik Kirsten Lockenwitz øje på stenen.
Den monumentale indtegning var i gang.

En konjunktion, to kræfter, der mødes i et punkt.
Det punkt, det sarteste på det tungeste, har skabt skulpturer af stor formel klarhed og spiritualitet.

Det er bevægende. Energiformidlende og erindring på samme tid.
Kirsten Lockenwitz produktion er behersket.

Hendes arbejdsmetode, som den er kommet til syne, er det dyrebare udsagn om væsentligheden af den radikale indsats.
Om hvad man gør, når man gør det.
Kampen med materialet, kampen med millimeteren. Tage fra, lægge til.

Når ting skal sammenføjes, gøres det ganske enkelt: Så godt som overhovedet muligt.
Helt indlysende og usynligt.

Tiden står stille. Tiden findes. Lyden i baghovedet folder sig ud.
For sin enestående kunstnerisk indsats og indsigt hædres Kirsten Lockenwitz med Thorvaldsen Medaljen.