Thorvaldsen Medaillen 2014

Billedkunstner
Martin Erik Andersen


Martin Erik Andersens værker er formidable, yderst komplekse, uhyre poetiske, skrøbelige og monumentale.

Kingdom of dirt | En ni tons tung betonmosaik lagt på gulvet. Otte komplekse tolvtals symmetrier i et cirkelslagsmønster, et ornament uden afgrænsning. Under mosaikken ligger lag af transport- og nålefilt. En transportabel fysisk og mental konstruktion, skulpturen som base og rummet som atmosfære – metafysisk geometri med et tungt kropsligt nærvær. Et monumentalt værk, der kan flyttes til andre rum, tilpasses og samtidigt overskride rummets arkitektur.

More give me more give me more – dette dit dørtrin | Et opretstående lillalysende tæppe, en halvfjerds kvadratmeter stor flade af silikone ophængt på et stativ af kamstål. Ethundredetyvetusinde små elementer, skåret ud i hånden. En kæmpe konstruktion af stål, silikone, striktøj, keramik, skind, lilla neonrør og grammofoner, der sender udtrukken sufi-musik ud i rummet. Konstruktionen danner, gennem en overflod af sirlig ornamentik, spor af tid og proces, en syntese af stoflig skønhed og betydninger. En nutidsparafrase over det persiske Ardabiltæppe, transformeret og forvandlet, dybt forankret i og samtidig langt fra forlægget.

Martin Erik Andersens arbejde handler i høj grad om transformation, om transport at stof, at oversætte én åndelig og æstetisk tradition til en ny og anden. Det handler om krop og håndværk, om tid, refleksion og indlejringer. Med en formidabel poetisk kraft åbner Martin Erik Andersens værker sig med myriader af sansninger og betydninger, som meditationer over rum og verdens indretning.

For alt dette hædres Martin Erik Andersen med Thorvaldsen Medaillen.