Thorvaldsen Medaillen 2022

Billedkunstner
Ursula Reuter Christiansen


Et credo i kunsten har siden de tidlige avantgardebevægelser været, at en kunstner skal være af sin tid. Ursula Reuter Christiansen er ikke blot en kunstner, der er af sin tid, men en kunstner, der har sat alt ind på at forme den tid, hun lever i. Med rødder i den tidlige aktivistiske kvindebevægelse, studieårene ved Joseph Beuys i Düsseldorf og sit engagement i Fluxusbevægelsen, har Ursula Reuter Christiansen beriget den danske kunstscene med et særligt perspektiv og engagement, der i sin kerne altid udspringer af det levede liv. Siden den stærkt feministiske film Skarpretteren fra 1971 har hun arbejdet med skiftende værkformer i performance, installation, skulptur og maleri. Hendes tværæstetiske praksis er kendetegnet af et her og nu formidlet i en stærk ekspressivitet, drevet frem af poetiske understrømme og dystre fortællinger.

Som professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi har hun skabt et frirum for sine studerende og stået som protagonist for, aldrig at underkaste sig de herskende dogmer i tidens kunst. Ursula Reuter Christiansen har – i sin insisteren på ikke at skelne mellem kunst og liv – skabt et vitalt, stærkt indlevet og altid vedkommende kunstnerisk oeuvre.

For denne store og helt personlige kunstneriske indsats hædres Ursula Reuter Christiansen med Thorvaldsen Medaillen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen