Debatten om de livsvarige ydelser har i forbindelse med behandlingen af politikernes forslag til Finansloven 2008 stået på en tid.
Akademiraadet, statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål, vil gerne benytte lejligheden til at opfordre Regeringen til rettidig omtanke.
De livsvarige ydelser er en hædersbevisning, den højeste anerkendelse en kunstner kan opnå i Danmark for at have ydet en særlig fremragende indsats. Det er en enestående hædersordning, der er tænkt og givet for at hædre resultatet af en række kreative og skabende kræfter – kræfter som er en væsentlig del af fundamentet og fremtiden for vores samfunds fortsatte kulturelle mobilitet.
Til en hæder kan der i sagens natur ikke kræves modydelser. Når de livsvarige ydelser i dag administreres som en indtægtsreguleret anerkendelse, er det, fordi vi glemmer, at det er hæderstildelinger det drejer sig om. Når anerkendelsen igen ser ud til at skulle gradbøjes af værdiladede debatter, der handler om, at de ganske få allerede har fået for meget, er det på tide at stive diskussionen af ved at stå bag ordningens hædersmæssige perspektiv på nationens vegne.
Det er der nemlig behov for, fordi vi ser en betydelig politisk profilering på at betone kreative og kunstnerisk momenter i fremtidsscenarier og uddannelsessystemer, og ligefrem ønsker om at markedsføre Danmark på baggrund af kunstneriske og arkitektoniske bedrifter. Når politikerne så har svært ved at se betydningen af at hædre den skabende kunsts evne til at kommunikere nybrud i holdninger til og syn på verden, kan det let blive politisk tomhed, der får det sidste ord.
Når den danske stats hædersbevisning med de livsvarige ydelser er den højeste udmærkelse er det, fordi det ikke er en tom hæder, det er en stats visionære tilkendegivelse af, at det er en omkostningsfyldt, krævende og kompromisløs vej at følge kunstens omskabende form og originale blik på verden – og det er dét vi faktisk betaler for.
Venlig hilsen
AKADEMIRAADET
