Tre billedkunstnere modtager Leo Estvads Legat 2025

Akademiraadet har indstillet billedkunstnerne Anne Marie Ploug, Christina Hamre og Allan Otte til at modtage Leo Estvads Legat 2025 på hver 100.000 kr. som blev overrakt ved en reception mandag den 10. november.

Billedkunstner Anne Marie Ploug bruger motiver og former fra naturen og menneskekroppen til at udforske begreber som det sarte og det stærke, det sårbare og det modstandsdygtige. Hun modtager Leo Estvads Legat for sin eksperimenterende og følsomme, rå og udfordrende, og helt særegne grafiske præstation.

Billedkunstner Christina Hamre modtager hæderslegatet for sin enestående fornemmelse for materialer og farver, samt et dragende underfundigt kunstnerisk sprog. I Hamres værker findes undertoner af overtro og åndelige væsner, af surrealisme, og en evig tilbagevendende betagelse af brystkassen som symbol på døden og beskytter af vores indre organer.

Billedkunstner Allan Otte modtager Leo Estvads Legat for sit helt unikke maleriske blik. Hans værker fokuserer på det hverdagsagtige i danske landskaber og i landbruget – flade marker, veje og landbrugsmaskiner, og dog, så er der noget dystert på spil i hans nøgterne fremstillinger af katastrofer og forfald.

Læs de fulde motiveringer herunder.

Om Leo Estvads Legat
Legatet er stiftet af maleren og forfatteren Leo Estvad og hustru.

Legatet kan ikke ansøges, men tildeles som hæder.
Dansk Forfatterforening og Akademiraadet indstiller modtagere.

Bestyrelsen for Leo Estvads Legat består af:
Carsten Brinck, partner, advokat v. Lund Elmer Sandager
Birgitte Jahn, akademisekretær (udpeget af Akademiraadet)
Karsten Bjarnholt, digter (udpeget af Dansk Forfatterforening)