Venskab og rivalisering i guldalderen

Akademiraadet har udlånt fem værker fra Akademiets kunstsamling til en ny særudstilling om fællesskaber, rivalisering og konkurrencen om anerkendelse i guldalderens snævre kunstnerkredse.

Lørdag den 30. september åbner Ribe Kunstmuseum særudstillingen Som brødre. Venskab og konflikt i guldalderen, der er udviklet i tæt samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum. Udstillingen er et forskningsbaseret projekt mellem de to museer, der afdækker de tætte venskaber, som opstod i første halvdel af 1800-tallet blandt Akademiets unge kunstnere og blev en drivkraft for kunstnerisk innovation. Kunstnere som Christen Købke, Constantin Hansen og Wilhelm Bendz havde stor glæde af de tætte netværk, der formede dem som kunstnere og bar dem frem i verden.

Men udstillingen fremhæver også periodens ’outsidere’ og fælleskabets ekskluderende kraft. For nogen var dette fællesskab noget nær umuligt at få adgang til og konkurrencen var hård. Særligt periodens kvindelige kunstnere havde svært ved at uddanne og udvikle sig kunstfagligt.

Broderskabet havde også en skyggeside af rivalisering. Den hårde konkurrence var en gennemgående præmis for kunstnerlivet. Kunstnerne konkurrerede om sølv- og guldmedaljer på Akademiet, de kappedes om rejsemidler, om offentlige og private bestillinger, om professorudnævnelser og medlemskab af Akademiet.

Guldalderens magtstrukturer
Akademiets kunstsamling rummer et repræsentativt udsnit af værker til fortællingen om guldalderens magtstrukturer med mere end 500 værker fra 1700- og 1800-tallet af berømte kunstnere som Nicolai Abildgaard, Bertel Thorvaldsen, Jens Juel, C.W. Eckersberg og Christen Købke og af mindre kendte kunstnere, som dog alle har været med til at præge dansk kunsthistorie. Værkerne er nært knyttet til Akademiets virksomhed og er derfor også en grundlæggende kilde til dets historie.

De værker fra Akademiets samling, der kan opleves i udstillingen, er billedhugger H.E. Freunds buste af arkitekt C.F. Hansen og C.W. Eckersbergs portræt af Bertel Thorvaldsen samt tre forskellige versioner af ”Tobias’ hjemkomst” af henholdsvis Carl Goos, Ditlev Blunck og Albert Küchler, der i 1825 deltog i Kunstakademiets konkurrence om den store guldmedalje.

Freund og Eckersberg er to gode eksempler på kunstnere, der stod på hver sin side af fællesskabet. Mens Eckersberg høstede anerkendelse i form af rejselegater og flere af Kunstakademiets medaljer, måtte Freund kæmpe for at bevise sit værd. Freund fik, med sin simple baggrund som klejnsmed, både Akademiets hårde konkurrence og Kunstakademiets rektor C.F. Hansens magtudøvelse at mærke, når den ene opgave efter den anden blev taget fra ham til fordel for andre.

C.F. Hansen dominerede den danske kunstscene gennem årtier i kraft af sit virke som først professor ved Kunstakademiet, senere som rektor for institutionen ad flere omgange og som overbygningsdirektør fra 1808-1844, hvor han tegnede flere af sine hovedværker – Vor Frue Kirke og Københavns Råd- og Domhus. I denne magtposition kunne han hyre og fyre kunstnere til vigtige opgaver. Maleren C.F. Høyer ragede uklar med Hansen og skrev rasende: ”han er urokkelig, som hans Mure, der staae, til de falde.”

Busten er Freunds portræt af C.F. Hansen i anledning af Hansens jubilæer i kongens tjeneste og på Akademiet – datoerne står på siderne af busten. Den har til daglig sin plads på Charlottenborg, hvor Akademiraadet stadig uddeler C.F. Hansen Medaillen som den fineste hæder til arkitekter.

Afrensning af C.F. Hansens buste
Forud for udlånet af værkerne, kunne Akademiraadet konstatere, at busten af C.F. Hansen havde brug for at blive afrenset. Den opgave blev lagt i hænderne på en af landets førende stenkonservatorer ved Nationalmuseet, Susanne Trudsø, der gennem en årrække har arbejdet med nogle af Danmarks mest betydningsfulde monumenter og mindesmærker, herunder Jellingstenene, adskillige af de kongelige sarkofager i Roskilde Domkirke og Ribe Domkirkes Trekantrelief.

Susanne Trudsø brugte i foråret to dage på Charlottenborg på at afrense busten, der gennem næsten to århundreder havde trukket et betydeligt lag smuds til sig. Smudset havde indlejret sig både på og i marmorens overflade. Al overflade blev derfor renset med damp under lavt tryk, og løsnet smuds blev løbende fjernet med cellestofklude. Efter denne indledende afrensning var busten allerede tydeligt renere.

Men for at sikre, at også den smuds, som var trukket ned i marmoroverfladen, ligeledes blev fjernet, blev marmoren efterfølgende påført et lag af flydende latex, der fik lov at hærde over natten. I denne afhærdningsproces kunne latexen trække de sidste rester af smuds til sig, og Trudsø kunne den følgende dag trække det af som en slags sammenhængende hud. Efter afrensningen er den naturlige grålig gyldne åretegning i den ellers hvide marmor atter kommet til syne.