I Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst rådgiver vi om kunstneriske udsmykninger i både planlagte, nybyggede og eksisterende kirker, og vi oplever, at flere menighedsråd er frustrerede over, at de gode intentioner om kunstnerisk udsmykning i kirkerummet ofte møder modstand og manglende forståelse hos de arkitekter, der står for byggeri eller renovering.
Den kunstneriske udsmykning af vores kirker, nye som gamle, er essentiel for oplevelsen og forståelsen af det kristne budskab, de kirkelige handlinger og for kirkerummenes karakter og identitet. Som musikken, kan billedkunsten tale til vores følelser på en anden måde end ordene. I kirkens rum, hvor vi deler både sorg og glæde, har vi brug for alle sanserne, for lyset, for klangen og for den udtryksfulde visuelle kunst.
Den udfordring, som mange af menighedsrådene oplever, er knyttet til, at nogle arkitekter mener, at netop deres arkitektur ér kunsten, mens andre mangler kendskab til spændvidden i billedkunsten og forståelse for, hvordan den som integreret del af kirkerummet kan berige deres arkitektoniske ideer.
Samspillet mellem arkitektur og billedkunst
Der findes arkitekturværker, der kan stå alene som en slags beboelige skulpturer, men der er langt imellem dem. Det kunne være P.V. Jensen Klints Grundtvigs Kirke på Bispebjerg Bakke eller Tadao Andos Lyskirke i Ibaraki, nær Osaka i Japan. Men meget ofte fungerer samspillet mellem billedkunst og arkitektur som en formidling af rummet og lyset, som en slags forbindelse mellem det transcendente og det konkrete nærvær. Vi ser det i samspillet mellem arkitektur og billedkunst i Grøndalskirken nær Bellahøj og i Sainte-Chapelle i Paris, hvor grænsen mellem billedkunst og arkitektur næsten er udvisket.
Det er desværre også mere reglen end undtagelsen, at forcerede tidsplaner ikke rummer muligheden for konkurrenceforløb med indbudte kunstnere til en given udsmykning. Og typisk er der heller ikke sat den nødvendige økonomi af, hverken til billedkunst eller til de møbler og brugsgenstande, der indgår i liturgien, såsom alterkalk, lysestager, dåbsfade og messehagler.
Vores tid bør skabe meningsfulde rum
Med øje for betydningen af mødet med kunsten i kirkerummet, kan bygherrerådgivere og arkitekter med fordel tænke kunsten ind allerede i planlægningen af de pragmatiske aspekter ved byggeprocessen og derved imødese udfordringerne med økonomi og tid.
Konsekvensen af nedprioritering, eller endda ligegyldighed, er ofte at den kunstneriske dimension bliver utydelig og intetsigende, altså det modsatte af intentionen, og vi svigter vores tid og kulturhistoriske ansvar, når der sjuskes med kunstens integration i kirkens rum. Vores tid kan og bør skabe lige så meningsfulde og bevægende rum som fortidens samfund.
Det er nødvendigt, at de bygherrerådgivere og arkitekter, der arbejder med nybyggeri og transformation af kirker, tager et kritisk syn på egne ydelser og at der sker en vidensudveksling, hvor de aktuelle udbudskrav sættes i relation til både erfaring og nytænkning fra kunstens verden. At stille krav om inddragelse af billedkunstnere allerede i udbudsfasen vil ikke løse alle de problemer, som vi ser i praksis, men det vil uden tvivl give et væsentligt kvalitetsløft, og det vil sikre kunstens integration i rummene.
Akademiraadet udgav i 2022 publikationen Kirkens Rum, der viser flere gode eksempler på kunstens virkning og betydning i kirkerummene. Her er både eksempler på kunst, der er integreret fra første fase i skitseringen, og kunst, der er tilføjet i forbindelse med senere fornyelser af kirkers rum.
I forlængelse af udgivelsen ønsker Akademiraadet at rejse en debat, både blandt arkitekter, billedkunstnere, menighedsråd og præster, om mål og midler, når det gælder kirkens rum.
