Vilhelm Pachts Kunstnerlegat 2012

Billedkunstner
Jesper Just


Akademiraadet har i 2012 tildelt billedkunstneren Jesper Just Vilhelm Pachts legat på 75.000 kr. med følgende motivering:

Jesper Justs film er billedkunst – trods mediet er tilgangen forskellig fra filminstruktørens.

Her gives tid, og langsomt glider vi gennem billedrækkerne. Billeder der funkler i perfektion. Lyset er æggende filmisk, og sceneriet er mesterligt overbevisende. Der er mindelser om klassiske Hollywoodfilm fra en svunden tid.

Tilsvarende vigtig er lyd og musik i Jesper Just’s kunst.

Der er temaer, som gentages fra værk til værk. Temaerne moduleres, og ofte møder vi de samme skuespillere.
Jesper Just tryllebinder – vi bliver vidne i et udstrakt drama. Betragterblikket trænger sig ublufærdigt helt tæt på. Det er umuligt at slå øjnene ned, og det uudholdelige fastholdes. Tiden står næsten stille.

Det pinlige bliver smukt. Det banale bliver løftet op i det almenmenneskelige. Ikke på den forventelige måde – tværtimod åbnes et univers helt forskelligt fra Hollywoods mandebillede.

Centralt i værkerne er mennesket, de overskridende følelser og den komplicerede og drømmeagtige relation mennesker imellem.

Det er et koncentreret, intenst og modigt billedværk Jesper Just skaber.