Vilhelm Pachts Kunstnerlegat 2013
Billedkunstner
Jytte Rex
Akademiraadet har i 2013 tildelt billedkunstneren Jytte Rex Vilhelm Pachts legat på 96.900 kr. med følgende motivering:
Floden strømmer, kilden risler, vinden hvisker i træets top. Billedskaberen Jytte Rex erindrer og drømmer og skaber nyt drømmestof. Siden sin afgang fra Kunstakademiet i 1969 har Jytte Rex markeret sig på den danske kunstscene. En pioner med en særlig og i sjælden grad sammenhængende polymedial praksis. I gennem mere end fem årtier, har Jytte Rex eksperimenteret og arbejdet som billedkunstner, filmskaber, instruktør og forfatter. På tværs af de medier hun anvender, er der en karakteristisk og umiskendelig poetisk klangbund. I sommer viste Sophienholm udstillingen Skillelinjer, en retrospektiv anlagt udstilling, der bød på gensyn med kunstfilm og billeder, collager, fotografier, malerier og nye værker, her i blandt 16 forunderlige Tavler, store fotografier printet på aluminiumsplader. Gennem kunstnerens oeuvre løber en sanselig billedfortælling, en mytologisk, drømmerisk Rexsk poesi.