Vilhelm Pachts Kunstnerlegat 2014

Billedkunstner
Leif Kath


Akademiraadet har i 2014 tildelt billedkunstneren Leif Kath Vilhelm Pachts legat på 74.600 kr. med følgende motivering:

Leif Kath modtager Pachts Legat for sit mangeårige eksperimenterende arbejde med at udforske og udvikle det abstrakte formsprog på fladen, som maler, grafiker og tegner. Med et udgangspunkt som grafisk kunstner har Leif Kath formået at inddrage anvendelsen af farven på en ganske særlig og subtil måde. Leif Kaths præcise værker fremstår ofte ganske stramme og minimale ved første øjekast, men uden på nogen måde at give slip på deres egen koncise logik, viser de sig ved nøjere betragtning at indeholde ganske mange betydnings-lag.  Kompositorisk synes de at referere til store mestre som Mondrian og Ellsworth Kelly i deres geometriske forskydninger og i deres leg med, hvad der er inden og uden for rammen. Samtidig bemægtiger farven sig sit eget rum: den insisterer på en særlig Kathsk måde på sin sitrende tilstedeværelse. Dette resulterer i værker, der er i stand til på samme tid at stimulere intellektet og tale til sanserne. For dette nærværende og poetiske kunstneriske arbejde hædres Leif Kath.