Vilhelm Pachts Kunstnerlegat 2018

Billedkunstner
Lars Worm


Akademiraadet har i 2018 tildelt billedkunstneren Lars Worm Vilhelm Pachts legat på 54.500 kr. med følgende motivering:

Lars Worms kunstneriske arbejde er udpræget poetisk, både når det fremstår to- og tredimensionelt. Hans værker bærer altid præg af hans udsøgte materialefornemmelse og virker stoflige og taktile.

I både hans skulpturer, objekter og malerier anvender han ofte naturmaterialer, og der er i hele hans oeuvre en slags eksistentiel, nærmest økologisk, bevidsthed eller ånd.

Samtidig er der en vis finurlighed eller humor til stede, som betyder at Worms værker fremstår underfundige, nogle gange underspillede, og dog altid præcise, poetiske og overrumplende.

For dette eksperimenterende og nyskabende bidrag til kunsten modtager Lars Worm Vilhelm Pachts Legat 2018.