Vilhelm Pachts Kunstnerlegat 2025

Billedkunstner
Tore Hallas

Billedkunstner Tore Hallas tildeles Vilhelm Pachts Kunstnerlegat for sin bevægende og hudløse kunstneriske praksis.

Hallas’ kunst handler om kroppen; kroppens tilknytning til vores følelser, kroppens sanselighed og seksualitet, kroppens form og facons indvirken på de muligheder, vi har i livet, og om hvad de fysiske omgivelser for kroppen, får os til at føle.

I stramme poetiske billedkompositioner, både fotografiske og filmiske, lader Hallas beskueren komme helt tæt på det intime, det erotiske og det sårbare. Så tæt, at grænsen mellem det personlige og det generelle så godt som udviskes.

I dette helt nære fællesrum, som værkerne inviterer os ind i, berøres vi i en sådan grad, at det kræver lige så meget mod at opleve værkerne, som det har krævet at lave dem.  Af den simple årsag at de vedrører os alle og alle vores kroppe.

Det er sandt at smerte rimer på hjerte, men smerte rimer også på krop, og for at bevidstgøre os om dette i en udvidet forstand, igennem sit kunstneriske arbejde, tildeles Tore Hallas hermed Vilhelm Pachts Kunstnerlegat.