Hannibal Andersen

Billedkunstner
Stiller op til Akademiet



Jeg stiller op til akademiet, da jeg ønsker at bidrage til den strategiske udvikling, der er i gang i institutionen og de enkelte udvalg.

De seneste seks år har jeg været bestyrelsesmedlem og næstforperson i Billedkunstnernes Forbund, hvor jeg blandt andet har været med til at formulere organisationens mangfoldighedspolitik og etablere en pulje til kunstnere med funktionsnedsættelse (Tilgængelighedspuljen). Derudover er jeg næstforperson i Københavns Kommunes Rådet for Visuel Kunst, hvor vi lige nu arbejder på at definere en ny strategi for kunst og historiefortælling i det offentlige rum i København. I øvrigt er jeg en del af den arbejdsgruppe, som netop har udarbejdet forundersøgelsen Kunstnermiljøer – Udviklingen af den blandede by, der sætter fokus på behov og muligheder for at etablere flere atelier og boliger til kunstnere i de større byer.

I min kunstneriske praksis laver jeg billeder, objekter og interventioner, der adresserer Økonomiens aftryk på samfundet. Temaer som penge, gæld, ejendomsforhold og fælleder går igen, og jeg forsøger – ofte med underspillet humor – at stille spørgsmålstegn ved magtens autoritet og udvidelse.

Besøg min Instagramprofil eller Kunsthal Charlottenborg for en smagsprøve på mit seneste arbejde.

Jeg håber, at I på baggrund af min erfaring, min praksis eller begge dele, vil overveje at stemme på mig til Akademiet.