Af Akademiraadets Udvalg for Nye Perspektiver
Når militære aktiviteter, sikkerhedsinfrastruktur og beredskabskommunikation i stigende grad præger hverdagen, ændrer det ikke blot samfundet organisatorisk, men også de landskaber, vi færdes i, og de byer, vi bor i. Blandt andet derfor kan beredskab og oprustning ikke alene forstås som en politisk og militær opgave, men også som et æstetisk anliggende, der har til formål at udruste borgerne til gennem kunsten at begribe verdens situation. Vi må spørge os selv, hvordan vi som civilbefolkning æstetisk udrustes i et land som opruster.
Æstetik og kunst har betydning for, hvordan borgere oplever og forstår den aktuelle virkelighed. Akademiraadets Udvalg for Nye Perspektiver retter med denne udtalelse opmærksomheden mod den æstetiske og kulturelle dimension af beredskabet, og foreslår, at et kunstnerisk og kulturelt beredskab tænkes og udvikles i resonansen mellem civilsamfundet og Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. I en tid præget af oprustning, kriseberedskab og sikkerhedspolitisk omstilling er det tværgående samtaler essentielle.
Et beredskab skal sikre de mest værdifulde strukturer i vores samfund: fra terrorsikring og cybersikkerhed til kysttilpasning og nationale kulturskatte. Allerede i januar 2025 fremsatte den norske regering en opsigtvækkende totalberedskabsplan, der indskrev kulturen som ikke blot et appendix, men som et fundament for samfundets civile modstandskraft. Ligesom adgangen til rent drikkevand er afgørende i krisetider, er kunsten afgørende for at absorbere de komplekse og abstrakte dilemmaer, som krige rejser. Kunsten er også her et vigtigt redskab, der kan anvendes som en del af et oplyst og kritisk civilsamfund, der kan forstå og bearbejde tidens kriser.
En hverdag i forandring
Mens vi som borgere i Danmark har holdt krigene ude af vores dagligdag gennem tre årtier, har det for Beredskabsstyrelsen og Forsvaret hele tiden været en del af deres hverdag at forholde sig til det, som ikke var synligt for os andre. Det sker for eksempel ved afvisningsberedskabet, når danske F35 kampfly identificerer og følger et formodet russisk militærfly i Østersøen, og når myndighederne laver beredskabsplaner for forsyningssikkerheden. Med invaderingen af Ukraine og accelerationen af de geopolitiske konflikter er beredskabets hverdag også blevet civilsamfundets hverdag.
Vores hverdag er i forandring. Bilister deler motorvejene med vogne af krigsmateriel, der krydser landet fra erhvervshavnen i Esbjerg. Landskabsbiotoper ændrer sig, når de før passive øvelsesterræner bliver til aktive træningslandskaber for soldater samtidig med, at myndighedskommunikation tikker ind i e-Boks med visualiseringer og instruktioner om eget beredskab. I en sådan hverdag kan vi ikke lade som om, at oprustningen af landets forsvar ikke påvirker både det fysiske såvel som det psykiske landskab hos borgerne. Forsvarsforligets handleplan for Danmarks oprustning er ikke kun et spørgsmål om funktion men også et æstetisk indgreb i danskernes hverdag.
Virkeligheden, der knytter sig til kriges opbygninger, er ikke neutrale, men former civilsamfundets oplevelse af rum, tid og det, der opfattes som normalt. På de danske kaserner har kunstnere siden kunstcirkulærets etablering i 1984 skabt værker til soldaternes hverdag. Her har kunsten lyttet til forsvarets særlige fællesskab og skabt en sanselig friktion til gavn for soldaternes hverdag. Et eksempel på dette er bl.a. Ruth Campaus farvesætning af de nye indkvarteringsbygninger i Oksbøllejren, skabt af tegnestuen Arkitema med Forsvarets Bygningstjeneste som bygherre.
Kunsten har en evne til at skabe et fælles offentligt rum for kritisk tænkning, hvor soldater og civilsamfund kan mødes. Vi kan også pege på nationale mindesmærker eller offentlige skulpturer, der bevidst er flyttet udenfor kasernes indhegnede område for at skabe en bro mellem forsvarets arbejde og hverdagens bevægelser i civilsamfundet. “Bigger Picture” fra 2024 af Benedikte Bjerre er et værk, som både er en skulptur i landskabet, men også en legeplads og et opholdssted for byens borgere og personalet på flybasen i Skrydstrup. I en udtalelse “Prioriter høj kvalitet i forsvarets bygninger!” fra januar 2024 peger Akademiraadet netop også på nødvendigheden af at prioritere høj arkitektonisk kvalitet og kunstnerisk integritet i forsvarsbyggeri-et.
Mobilisering af en fælles hukommelse
Betegnelsen “åndelig oprustning” er gennem de seneste år blevet en udbredt vending i den offentlige samtale. Inspireret af vores nordiske nabolande har den i stigende grad bevæget sig i retningen af udtrykket ’kulturelt beredskab’ – et begreb, der fremstår mere præcist, men som samtidig også kan opleves som normativt og ideologisk ladet. En opfordring til kulturelt beredskab fra politisk side risikerer ikke blot at mobilisere men også at indsnævre det rum, forskellige erfaringer og perspektiver kan komme til udtryk i.
Kunstens rolle i et beredskab er imidlertid ikke at samle befolkningen om én fortælling, men at fastholde og åbne et rum, hvor flere erfaringer kan eksistere samtidigt – også de uafklarede og modstridende. I en tid præget af oprustning er det afgørende ikke alene, hvordan vi mobiliserer, men også hvad denne mobilisering gør ved os: hvordan den former vores sansning af hverdagen, vores forestillinger om konflikt og vores forhold til fred.
I denne sammenhæng kan det være hensigtsmæssigt i stedet at tale om en mobilisering af den fælles hukommelse. Det kan i højere grad fungere som en mere nuanceret analytisk ramme end både den åndelige og den kulturelle oprustning, fordi det snarere peger på, hvordan vi husker og billedligt fremstiller vores kollektive bagtæppe. Dermed undgår vi, at mobiliseringen skal ske som én fælles forståelse, og får i stedet aktiveret de mange lag af erfaringer, fortællinger og erindringer, der allerede eksisterer i samfundet. På den måde kan vi både rumme kompleksiteten og inkludere alle borgere. Kunst, arkitektur og kulturarv bliver dermed ikke redskaber til ensretning, men snarere greb til at synliggøre kompleksitet, fastholde tvivl og skabe rum for refleksion.
