Af Akademiraadets Udvalg for Nye Perspektiver
For nyligt blev det slået fast med al uønsket tydelighed: Ikke ét eneste af Danmarks 109 kystområder lever længere op til kravene om god økologisk tilstand. Det var forsidenyhed på DR den 20. januar, således nu en offentlig tilgængelig viden, og derudover også en falliterklæring, der ikke kun afslører konsekvenserne af årtiers overforbrug og misforvaltning, men også vidner om en grundlæggende fejl i vores måde at forstå havet på.
Havet har længe været betragtet som en ressource – noget, vi kan bruge og forbruge. Noget, vi kan tage fra og hælde i. Noget, vi kan gøre krav på. Denne tankegang har præget både politik, økonomi og kultur, og den har banet vejen for et ødelæggende natursyn, hvor havet og kysterne ikke anerkendes som de komplekse økologiske enheder de er.
Havet er blevet betragtet som et sted, der uden de store problemer kan tilføres forurenende stoffer fra landbruget, det industrielle fiskeri og skibsfart. For vandet skyller det vel væk, flytter problemerne et andet sted hen eller nedbryder det – det må have været logikken blandt dem, der har nikket til eller set gennem fingre med den destruktive praksis, der har ødelagt vores fjord-, hav- og kystlandskaber, over såvel som under overfladen.
Fra døde zoner til levende erkendelser
Den seneste opgørelse over tilstanden i de danske kystområder understreger, hvor akut situationen er. Ikke ét eneste af landets 109 kystområder lever længere op til kravene om god økologisk tilstand. Men havdøden er ikke et nyt fænomen – ordet blev optaget som nyt ord af Dansk Sprognævn i 1985 med den utvetydige beskrivelse: “Havet omkring Danmark er ved at dø kvælningsdøden. Årsagerne er velkendte: Forurening.” Siden har problemet kun vokset sig større. I 2024 blev årets ord Fedtemøg, og havdøden er endda blevet yderligere konsolideret og har nu fået ’liglagner’ på – en betegnelse for den hvide hinde der dækker havbunden, når iltsvindet er ekstremt. Kvælende udledninger, iltsvind og overfiskeri har i et selvskadende paradoks dræbt livet under overfladen. I mere end 40 år har vi haft kendskab til problemet, men situationen er kun blevet værre.
Når havbunden dør, forsvinder ikke bare fisk og ålegræs – vi mister også forbindelsen til en fundamental del af vores eksistensgrundlag. Det er ikke kun en miljøkrise, men også en kulturel og eksistentiel krise. Vi har skabt et samfund, hvor havet kun anerkendes, når det enten kan give os noget eller tage noget fra os i form af stormfloder og havstigninger. Men vi har mistet vores sprog, billeder og ritualer, der tillader os at forstå havet i sin egen ret. Vi har reduceret havet til en ressource, en losseplads, en transportvej – og i den proces mistet forståelsen for det som en levende, foranderlig eksistens. Havet er et væsen, der rummer livsformer og økosystemer, vi knap nok forstår. Havet er ikke blot noget, der omgiver os – det er noget, vi er forbundet til. Denne erkendelse er afgørende, hvis vi skal ændre kurs.
Det er med dette afsæt, at vi har igangsat Havtryk. I forlængelse af vores arbejde i Udvalg for Nye Perspektiver vil vi med projektet Havtryk bidrage til at styrke stemmerne fra den yngre generation af arkitekter og billedkunstnere i den vigtige samtale med politiske beslutningstagere og myndigheder om fremtidens kyst- og havlandskaber. Vores mål er at skabe nye måder at erfare havet på, at gøre det muligt at sanse dets kompleksitet og væren. Vi tror på, at æstetiske og filosofiske greb kan give os redskaber til at genforbinde os med havet på en måde, som går ud over statistik og miljøpolitik. For uden en sådan forbindelse risikerer vi at gentage fortidens fejl: At reducere havet til et spørgsmål om kvoter og udledninger frem for at se det som en medspiller i vores fælles fremtid.
Et nyt blik på havet
Havtryk er et open research format, hvor vi på en række sejlture rundt i Danmark inviterer repræsentanter fra stat og kommune sammen med forskere inden for feltet til en dialog om, hvordan vi kan forstå havet på nye måder gennem kunstneriske, videnskabelige og filosofiske greb. Vi stiller et åbent spørgsmål, der handler om, hvordan vi kan opfatte og relatere os til havet, hvis vi ikke længere ser det som en ressource, men som et medlevende fænomen: Kan vi gennem æstetik og tværdisciplinære tilgange skabe en forståelse af havet, der rækker ud over det økonomiske og funktionelle, men stadig forbinder sig til det?
Historisk set har kunsten ofte været en vej til at skærpe vores perception og åbne for andre former for viden. Derfor har vi også inviteret en kreds af kunstnere og forfattere til sammen med os at dykke ned i de skjulte, materielle historier i havbunden, lytte til kyster og havområder, og hjælpe os med at blive konfronteret med realiteter, vi ellers har svært ved at fatte. Havtryk omgives derfor af en række kunstneriske eksperimenter og refleksioner, hvor vi undersøger havets aftryk – på os, på historien, på klimaet og på den måde, vi sanser verden.
En ny havsensibilitet
Hvis vi skal ændre kurs, kræver det en ny sensibilitet over for havet – en sensibilitet, der ikke kun handler om målinger og lovgivning, men om erfaring, fordybelse og forståelse. Havet er ikke kun noget, vi skal redde. Det er noget, vi skal lære at lytte til, noget vi skal genopbygge en relation til, baseret på respekt, ydmyghed og nysgerrighed.
Det kræver en radikal omstilling af vores tankegang. Vi må spørge os selv, hvordan vi kan skabe en kultur, hvor havet ikke længere er en ekstern ressource, men en integreret del af vores livsverden. Hvordan vi kan forme en fremtid, hvor vi ikke blot forsøger at reparere skaderne, men også lærer af havet – dets rytmer, dets mangfoldighed, dets modstandskraft.
For os er Havtryk en begyndelse. En undersøgelse, et eksperiment, en invitation til at tænke anderledes om havet. Vi håber, at det kan blive et skridt mod en dybere forståelse, der ikke blot handler om at beskytte havet, men om at genopdage dets væsen som sameksisterende med vores.
