Danmark står i dag ved en korsvej, når det gælder kunstens rolle i samfundet. Trods mange kulturpolitiske initiativer gennem de seneste årtier viser Kulturministeriets redegørelse fra 2023 tydeligt, at selve kunsten fortsat fylder alt for lidt i den politiske helhedstænkning. Der tales meget om kultur – men alt for sjældent om kunstens egne vilkår og betydning.
Derfor vil Akademiraadet gerne opfordre landets politikere til at tage næste skridt: at igangsætte arbejdet med en landsdækkende kunstpolitik, der tager kunsten alvorligt som et selvstændigt samfundsanliggende.
Kunst og kultur
Kunst og kultur bruges ofte som synonyme begreber, men dækker over vidt forskellige områder. Kultur forstås i stigende grad som summen af vores fællesskaber og vores sociale, gastronomiske og sportslige praksisser. Kunsten derimod er et særligt rum, hvor tanke og udtryk kan udfolde sig frit – hvor kritik, tvivl, visioner og nye erkendelser kan tage form. Kulturen binder os sammen, mens kunsten udfordrer os til at se os selv og vores samfund med friske øjne. Denne forskel er vigtig, for uden et skarpt blik for kunstens egenart risikerer vi at reducere den til dekorativ pynt eller et redskab for politiske dagsordener.
Demokratiets spejl
I en tid præget af klimakrise, internationale konflikter, hurtige teknologiske omskift og et generelt pres på vores demokratiske værdier har Danmark mere end nogensinde brug for kunstens stemmer. Når politikere taler om behovet for “åndelig oprustning”, peger de i virkeligheden på noget, kunsten allerede kan: at åbne rummet for refleksion, give form til de erfaringer, der er svære at sætte ord på, og minde os om, hvad der står på spil for mennesker i et komplekst samfund. Kunsten er demokratiets spejl, men også dets seismograf. Den mærker ofte bevægelserne, før de når det politiske sprog, og den hjælper os med at forstå verden – og forestille os en anden.
Gør kunsten mulig og tilgængelig
Netop derfor må en kommende kunstpolitik ikke blive et værktøj til at styre kunstens indhold. Dens fornemste opgave bør være at gøre kunsten mulig og tilgængelig for befolkningen. Ved at værne om dens uafhængighed og sikre stabile rammer, hvor kunstneriske miljøer kan vokse, eksperimentere og udfordre os alle. Erfaringen fra arbejdet med den nationale arkitekturpolitik viser, at det er muligt at udvikle strategier, der både respekterer faglighed og sikrer politisk opbakning. En tilsvarende tilgang til kunsten kan styrke billedkunstens, arkitekturens og de øvrige kunstarters stemme i samfundsdebatten.
En sammenhængende kunstpolitik
Akademiraadet har gennem årene gentagne gange peget på behovet for bedre vilkår for kunstnerisk kvalitet, sikring af armslængdeprincippet og større kunstfaglig tilstedeværelse i politiske beslutninger. Alle disse indsatser kan samles og styrkes gennem en sammenhængende kunstpolitik baseret på nogle centrale principper: at alle borgere skal have adgang til kunst af høj kvalitet; at kunstfaglighed skal være til stede i statslige og kommunale beslutningsorganer; at billedkunstcirkulæret skal moderniseres i takt med nutidens byggeri; og at kunstens rolle i uddannelsessystemet skal løftes, så børn og unge møder kunst som en kilde til både indsigt og dannelse.
Frem for alt skal en kunstpolitik anerkende, at kunsten ikke kan måles alene i økonomi eller publikumstal. Den udgør en immateriel værdi, som styrker både vores demokratiske samtale, vores kritiske sans og vores menneskelige dybde og indsigt. Uden stærk og fri kunst bliver samfundet fattigere – ikke økonomisk, men i evnen til at drømme, forholde sig til verden og skabe nye perspektiver for fremtiden.
Danmark har brug for en landsdækkende kunstpolitik, fordi kunsten ikke er et ekstra krydderi til hverdagen. Den er en grundlæggende forudsætning for et levende, åbent og modstandsdygtigt demokrati.
