Bestyrelsen for Ruth og Finn Torjussens Fond har udpeget billedkunstnerne Nanna Abell og Inuuteq Storch til at modtage et hæderslegat på hver 50.000 kr.
Billedkunstner Nanna Abell (f. 1985) modtager legatet for sine skulpturelle værker, der balancerer lige mellem ingenting og alting, mellem at være noget pulverlakeret skrot og at være værker med en meget stor præcision og sensibilitet. Abell er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2013, suppleret med studier i psykoterapi fra Vedfelt Instituttet og olfactory science ved Joya Perfume Studio (US).
Billedkunstner og fotograf Inuuteq Storch (f. 1989) er uddannet fra The International Center of Photography i New York i 2016 samt Fatamorgana, Danmarks Fotografiske Billedkunstskole i 2011. Han bor og arbejder i Grønland, og modtager legatet for sin markante grønlandske stemme i samtidskunsten: Som billedkunstner og fotograf arbejder han i krydsfeltet mellem det personlige og det politiske, hvor spørgsmål om identitet, tilhørsforhold, kulturarv og visuel historieskrivning danner kernen i hans praksis.
Om Ruth og Finn Torjussens Fond
Fonden er stiftet af tidligere direktør i Hovedstadsområdets Trafikselskab, Finn Stendal Torjussen og hustru Ruth Wamberg Torjussen, og trådte i kraft ved Finn S. Torjussens død den 19. februar 1990. Fondens formål er at yde hædersgaver til danske bildende kunstnere (malere, billedhuggere og grafikere samt tilgrænsende kunstarter) som anerkendelse af kunstnerisk værdifuld indsats.
Bestyrelsen for Ruth og Finn Torjussens Fond består af Akademiraadets forretningsudvalg:
Arkitekt Lars Juel Thiis
Billedkunstner Nanna Gro Henningsen
Arkitekt Camilla van Deurs
Billedkunstner Peter Holst Henckel
Legatet kan ikke ansøges, men tildeles af Akademiraadet som hædersgave.
Bestyrelsens motivering af Nanna Abell
Kejserens nye klæder er en kliché i forbindelse med kunst. Og den er ikke en kliché, fordi den er sand, men bare fordi den er en kliché. En anden kliché, fra en jysk ven, er: Er det en skulptur, eller er det noget gammelt jern, som er kørt igennem en kværn?
Mange af Nanna Abells skulpturer balancerer lige mellem ingenting og alting, mellem at være noget pulverlakeret skrot og at være værker med en meget stor præcision og sensibilitet. Har nogen fx nogensinde før set et indpakningsapparat til juletræer betyde noget? betyde dét? være en form for fødekanal, og jo forbundet med Jesus’ fødselsdag?
Der er en bevidsthed om krop i værkerne, og om køn. Og fordi mange af værkerne består af en slags, smadrede, readymades, er det oplagt også at tænke på, at det meste af Duchamps værk var en slags sjofle vittigheder. Men Nanna Abells værker er ikke sjofle vittigheder, de er ikke hygge-erotik. Og det er også oplagt at tænke på Sarah Lucas’ ret kradse og til dels morsomme vulgaritet. Men Nanna Abells værker er heller ikke vulgære jokes. De er ret morsomme, nogle af dem, og de har en meget tydelig, meget bestemt, alvorlig undertone. Og nogle af dem er også bare helt vildt, fysisk, smukke.
Værkerne har især et forhold mellem præcision og mod, som hinandens forudsætninger. Det er sært, at grænsen mellem at se noget og ikke at se det er så fin. Det er mærkeligt, at det perspektiv, den sensibilitet ikke var der før, men at Abells værker skulle fremkalde den. Eller også er det ikke spor mærkeligt, men bare både generøst og præcist og modigt. Det kræver et mod at balancere på ingenting. Det kræver et mod at svare klicheerne imod. Og det er faktisk ret vigtigt, når et sådant perspektiv smitter fx kejseren, eller en hvilken som helst anden skeptiker.
Tak for det, og til lykke.
Bestyrelsens motivering af Inuuteq Storch
Inuuteq Storch er en markant grønlandsk stemme i samtidskunsten. Som billedkunstner og fotograf arbejder han i krydsfeltet mellem det personlige og det politiske, hvor spørgsmål om identitet, tilhørsforhold, kulturarv og visuel historieskrivning danner kernen i hans praksis. Med udgangspunkt i sin opvækst i Sisimiut og en stor bevidsthed om både lokale og globale sammenhænge skaber Storch værker, der udfordrer forsimplede og stereotype forestillinger om Grønland og grønlandsk identitet.
Gennem sit arbejde insisterer Inuuteq Storch på, at historierne skal formidles indefra og hans kunst kan ses som en måde at generobre ejerskabet over Grønlands visuelle fortællinger. Hans værker formidler hverdagens nærvær med ærlighed og sanselighed, og gennem fotografi – ofte i dialog med arkivmateriale – undersøger han temaer som kolonihistorie, familiearv og kulturel selvforståelse. Hans billedsprog bevæger sig mellem det dokumentariske og det poetiske og åbner for en refleksion over både individets og Grønlands plads i verden i dag.
Et centralt træk ved Inuuteq Storchs praksis er hans arbejde med arkivmateriale. I flere projekter trækker han tråde tilbage til John Møller, Grønlands første indfødte fotograf. Ved at kombinere egne nutidige billeder med gamle glaspladefotos skaber han en kontinuitet, hvor fortid og nutid spejler og genfortolker hinanden. Det er ikke kun dokumentation – det er aktiv erindringsbearbejdning og visuel historieskrivning. I sit arbejde med arkivmateriale skaber Storch nye billedordner som danner præcise modbilleder til det udefrakommende etnografiske blik på Grønland, der gennemtrænger kolonitidens fotografiske arkiver.
I fotobogen og udstillingen Keepers of the Ocean væver han familiens private fotografier – bl.a. taget af hans forældre – sammen med egne nutidige optagelser, og skaber dermed et visuelt arkiv på tværs af tid og generationer. I Rise of the Sunken Sun, præsenteret i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen 2024, folder han en nuanceret fortælling ud gennem en række fotografiske serier, 2 installationer og arkivariske elementer, som tilsammen danner et komplekst bud på, hvordan grønlandsk kunst kan tale i og til en global samtid.
For sit vedkommende, stærke og kulturelt vigtige kunstneriske arbejde tildeles Inuuteq Storch Torjussens Legat 2025.
Stort til lykke!