Akademiets Præsidenten fortæller ved Stiftelsesfesten i sin tale om, hvordan det forgangne år er gået, og siger tak til de mange mennesker, der har arbejdet gratis for Akademiet. Festerne er den årlige begivenhed, hvor man gør status, ser fremad og manifesterer sammenhængskraften i Akademiet.
Præsidenten, arkitekt Merete Ahnfeldt-Mollerups tale til Akademiets Stiftelsesfest den 30. marts 2023
Kære gæster, medaljemodtagere, og kolleger. Velkommen til Akademiets Stiftelsesfest. Vi er glade for at se jer her i aften, hvor vi fejrer kunsten og dens betydning for samfundet.
For et par uger siden skrev forfatteren og aktivisten Rebecca Solnit et debatindlæg i Washington Post med overskriften: hvad hvis klimaforandringerne ikke handlede om undergang, men om overflod?
Jeg vil gerne citere et afsnit fra artiklens indledning, som jeg har oversat:
Meget af modstanden mod de forandringer, vi skal gennemføre på grund af klimaet, kommer fra en antagelse om, at vi skal opgive vores overflod til fordel for afsavn. Vi skal opgive alle vores ting og vores bekvemmeligheder til fordel for færre ting og færre bekvemmeligheder.
Men hvad hvis forandringerne i virkeligheden betyder, at vi skal give slip på ting, vi i virkeligheden gerne vil være fri for…
Hvad hvis afsavnet er det vi har nu — og overfloden er det, der venter?
Det kan virke utopisk. Men vi har før været gennem store forandringer, der først virkede forvirrende og utrygge.
I 1910 var et hestespand stadig et tegn på velstand og soliditet. Hvis man havde sagt til en kusk dengang, at der slet ikke ville være plads til heste i København i 2023, så ville han være blevet bekymret. Selvom bilen var opfundet, og 678 af dem allerede kørte rundt i Danmark – hvordan skulle landbruget så overleve uden heste? Hvordan skulle alle de, der var ansat til at passe og køre hestene, finde et nyt arbejde?
I 1924 åbnede Ford en samlefabrik i Københavns Sydhavn, der skulle levere biler til hele Norden. Der kom masser af nye arbejdspladser og nye køretøjer.
Det siger sig selv, at de mennesker, der er afhængige af det eksisterende system, og det er langt de fleste af os, kan have det ligesom kusken havde det i 1910. Vi tænker: hvad sker der med min bil, min ferie, og min bolig? Har jeg overhovedet et arbejde i fremtiden?
Men ligesom bilerne befriede os fra besværet ved hestehold, kan fremtiden bringe nye friheder.
I fremtiden er energi måske næsten gratis, fra sol og vind og vand.
Men udformningen af de nye energianlæg er en stor udfordring.
Mange af vore eksisterende kraftvarmeværker er skabt i et samspil mellem teknologi, arkitektur og ofte også billedkunst. De nye, bæredygtige anlæg bør planlægges med samme omhu.
I december skrev Akademiraadets Udvalg for Landskab og Planlægning en kronik til Altinget, med seks anbefalinger om god planlægning af den nye energi-infrastruktur. Man kan finde kronikken på vores hjemmeside.
Noget, der ikke umiddelbart bliver gratis, er produktionen af bygninger og mange produkter. Uanset om vi finder effektive energiløsninger, vil det stadig koste CO2 at bygge nye byer i beton, glas og stål. Det vil stadig presse vores atmosfære og forurene vores natur, hvis vi laver tøj, møbler og andet, vi ikke kan undvære på samme måde som vi gør det i dag.
Store dele af dansk byggeri, industri og landbrug skal omstilles uanset om de har lyst eller ej, og det er ikke utopisk eller poetisk. Det er bare sådan det er.
Naturen har naturligvis været et vigtigt tema i billedkunsten siden tidernes morgen, og vi har skabt haver, ligeså længe som vi har skabt byer og bygninger. Men vi har måske som samfund været sene til at forstå, hvordan vi påvirker den natur, vi oplever som vild, og hvordan vi dermed har et ansvar for den, så vi selv – og alle levende væsener – kan leve godt på kloden.
På Akademiraadets nye hjemmeside kan I se en række forslag til Danmarkskort, udført af Akademiraadets Udvalg for Landskab og Planlægning. Det er utopier — drømme — ideer, hvor udvalgets medlemmer, som både er billedkunstnere og arkitekter, ikke har ladet sig begrænse af hvad man plejer, eller, hvad vi tror vi ved.
Hjemmesiden er blevet til med støtte fra Ny Carlsbergfondet.
Dreyers Fond har støttet en kommunikationsindsats, der løber projektet i gang.
Tusind tak for det.
Nu er det blevet meget nemmere at se, hvad Akademiraadet og dets udvalg arbejder med.
Og snart kommer der også et nyhedsbrev.
Der er en diskussion, hvor nogle siger, at man ikke må instrumentalisere kunsten. Det er tilmed blevet nævnt, at forestillingen om, at kunst og kunstnere kan bidrage til den grønne omstilling er helt forfejlet. Men samtidig med, at Akademiraadet til enhver tid vil forsvare den frie kunst og de kunstnere, der ønsker at arbejde uafhængigt af samfundets krav, er vi overbeviste om, at billedkunsten kan skabe stor værdi som del af et større hele.
Forestillingen om kunstens autonomi er ikke en norm, der har evig gyldighed. Michelangelo skabte alle sine værker som dele af en helhed, og med udgangspunkt i et ideologisk program.
Mange billedkunstnere og arkitekter stræber efter en tilbagevenden til den integration af kunstarterne, som Michelangelo og andre arbejdede med. Og der er mange gode eksempler på, at det kan lykkes, også i vore dage.
Akademiraadet har foreslået, at den kommende letbane, der skal forbinde hovedstadens omegnskommuner, skal beriges med integrerede kunstværker, så hver enkelt station får sit eget særpræg og særlige identitet. Det giver mening, på flere måder.
For femten år siden, da man planlagde de nye supersygehuse, tænkte man, at de skulle friholdes for kunstcirkulærets krav om et beløb til kunstnerisk udsmykning i statsligt byggeri. Det var ærgerligt.
Tænk hvis hver eneste af de mange nye sengestuer på supersygehusene havde haft en unik udsmykning, der kunne nydes af de patienter, der ligger der. Der skulle jo males vægge og lofter uanset hvad, så hvorfor ikke skabe en ekstra kvalitet?
Akademiraadet har foreslået, at den kommende arkitekturpolitik bliver en politik for både arkitektur og billedkunst, og at den kan danne grundlag for en gentænkning af, hvordan vi integrerer billedkunst i vore byer, anlæg og bygninger.
En forudsætning for, at vi kan arbejde endnu bedre med et samspil mellem billedkunst og arkitektur er nok, at billedkunstnere og arkitekter lærer hinanden at kende.
Akademiraadet er optaget af, hvordan vi kan skabe et fælles rum for unge billedkunstnere og arkitekter, og vi har fået en generøs bevilling af Dreyers Fond til dette arbejde. Vi vil ikke bare invitere dem indenfor, men også invitere dem til at bidrage til Akademiraadets arbejde med de store udfordringer, vi står med som samfund. Det siger sig selv, at de yngre generationer har et andet perspektiv på fremtiden end de, der har mange års erfaring.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Akademiraadet forholder sig kritisk til byudviklingen i Danmark, ikke mindst i lyset af klimaforandringerne og biodiversitetskrisen. Vi skal bygge meget mindre i fremtiden, vi skal rive mindre ned, og det vi skal bygge skal være helt anderledes end det er i dag.
Det vi har bygget skal i langt højere grad transformeres til nye formål.
Nogle politikere, planlæggere og nogle arkitekter synes imidlertid at tage det for givet, at vi skal fortsætte med at bygge mange etagehuse i beton i vandkanten, eller i byområder, der ligger nær havets overflade.
Det er da virkelig mærkeligt, når man tænker over det. Vi ved jo, at byggeindustrien udleder store mængder af CO2. Vi ved, at der vil komme havstigninger, for vi er bagud i forhold til planen. Men alligevel fremturer vi, som om vi ikke kan ændre adfærd.
Hvorfor kan vi ikke det? Hvem eller hvad er det, der standser os? Er det regnearkene, der spøger? Der var også regneark dengang kusken var bekymret over fremtiden for hestevogne, og dengang hele vores byggeindustri blev lagt om efter 2. verdenskrig, og dengang vi måtte til at tænke nyt igen efter energikrisen i 1973. Hver gang førte forandringerne til usikkerhed og tvivl.
Og hver gang førte de over tid til større velstand og velfærd for alle danskere.
Hvorfor er det egentlig, at vi holder fast i noget, der ikke har nogen varig værdi, fremfor at skabe noget nyt, der kan blive af værdi for hele verden?
I bind to af Alice i eventyrland, der hedder Bag spejlet, møder Alice en forvirret dronning. Dronningen siger at Alice skal prøve at tro noget umuligt. Alice svarer: “Det kan ikke nytte noget at prøve. Man kan ikke tro på noget, der er umuligt”.
Til det svarer dronningen: “Så har du ikke øvet dig ret meget. Da jeg var i din alder, øvede jeg mig en halv time hver dag. Undertiden troede jeg på seks umulige ting før frokost”.
Vi skal i gang med at øve os, så vi kan tro på noget bedre.
Der er imidlertid også praktiske ting, vi som samfund kan gøre for at blive bedre til at forestille os ting, og det kan blandt andet være at ændre formen på de konkurrencer, der skal afholdes om rådgivning i forbindelse med offentlige byggeopgaver. Noget af det, der for tiden skaber alvorlige problemer er, at alt for meget skal besluttes alt for tidligt i udviklingsprocessen. En anden er det nye lag af bygherrerådgivere.
Overfor dette er der nogle, der hævder, eller tror, at vor tids bygninger og byggeprocesser har en unik grad af kompleksitet, der nødvendiggør kæmpestore tværfaglige teams og eksterne byggeherrerådgivere til at styre forløbet.
Men den del af Rigshospitalet, der stod færdigt i 1970 med al den nyeste teknologi, både byggeteknisk og medicoteknisk, blev bygget til tiden, indenfor budgetrammen og på grundlag af en åben, nordisk arkitektkonkurrence. Det er måske ikke det smukkeste blandt datidens hospitaler, det må Herlev være, men det var et kæmpe kvalitetsløft i samtiden, og der er i øvrigt masser af god, integreret kunst i anlæggets fællesrum – som en selvfølge.
Akademiraadet anbefaler, at der iværksættes en granskning af konkurrencerne, med fokus på kvalitet.
Om lidt skal vi dele medaljer ud, til billedkunstnere, arkitekter og formidlere, der er rigtig gode til at forestille sig ting, der ikke findes, og få dem til at blive til en ny virkelighed.
Når vi diskuterer årets medaljer i Akademiraadet, er det en lang proces, over flere møder, hvor vi taler om de værker, der kvalificerer medaljemodtagerne. Vi prøver at nå til konsensus, selvom det ikke altid er muligt, og der skal et stort flertal til, for at en medalje kan tildeles. Det vil sige, at begge faggrupper skal støtte op om en kandidat. Det er det samlede råd, der beslutter.
Her i salen, hvor C.F. Hansen har fortolket mødet med Parthenonfrisen skal vi nyde en poetisk festtale og et lydværk, der er komponeret til stedet. Derefter går vi over til østfløjen, hvor vi møder den originale barokke arkitektur, og hvor vi kan føre den frie samtale på tværs af kunstarter, embeder og ideologier. Hendes Majestæt Dronningen kan jo desværre ikke være her i aften, men jeg er sikker på, at det er i hendes Majestæt Dronningens ånd – og at det også er i kulturministerens ånd – at stiftelsesfesten er åben, umiddelbar, og samtalerne ikke til referat.
Velkommen til.
