Menighedsrådet i Rosenvængets Sogn planlægger en omfattende fornyelse af Frihavnskirken og er gået utraditionelt til værks med projektet Gentænkt Kirkerum. Hen over kirkeåret 2022-23 har en gruppe billedkunstnere bygget undersøgende midlertidige installationer, der er vokset frem af en løbende dialog med menigheden om betydningen af kirkens rum og det kristne sprog anno 2023.
Gennem fire nedslagspunkter i kirkerummet har arkitekterne Gitte Juul og Cecilie Bendixen sammen med billedkunstnerne Sophus Ejler Jepsen, Karin Lorentzen og Marianne Grønnow undersøgt relationerne mellem det fysiske rum, installationerne, kirkelige handlinger og bibelske tekster. På løbende dialogmøder har menigheden fået indflydelse på processen og bidraget med både refleksioner, bekymringer og kritik. Men hvordan får man så mange forskellige stemmer til at arbejde sammen? Og hvad har udbyttet været?
Sognepræst Rikke Juul og menighedsrådsmedlem Lars Mortensen sætter ord på nogle af de refleksioner og erfaringer, de har gjort sig efter projektets afslutning.
Hvad er ’Gentænkt Kirkerum’ for et projekt? Hvordan startede det og hvad var det for en proces?
Rikke Juul: Det startede i det små for snart 8 år siden med et ønske om at give Frihavnskirken et særkende, der kunne være med til at gøre den mere spændende rent udsmykningsmæssigt. Vi havde nogle helt konkrete problemer med stole, der skulle udskiftes og forskellige ting, der skulle repareres. I stedet for at reparere og erstatte det, der allerede var, ville vi benytte anledningen til at gøre noget nyt. Derudover har vi også med et stykke kulturarv at gøre og vi ønskede et højt niveau og en udsmykning, der kan være holdbar i mange år. Derfor kontaktede vi Akademiraadet for at spørge, hvordan vi skulle gå til sådan en proces.
Lars Mortensen: Vores kirkeværge havde lavet et udsmykningsforslag, som nogle kunne lide og andre ikke kunne lide. Menighedsrådet kunne ikke nå til enighed, så derfor var vi nødt til at gå dybere ned i processen.
Rikke Juul: Ja, vi havde på den ene side de glade amatører, menigheden og os, der er ansat i kirken, som alle ved, hvordan rummet skal bruges. Ofte når en kirke skal repareres og udsmykkes, så overgives projektet til kunstnerne, men de har ikke nødvendigvis den kirkelige know-how eller viden om liturgien og hvad den bliver brugt til. Det er dét menigheden, præsterne og kirkens personale kan byde ind med. Så det er historien bag projektet – vi ville gerne undgå at lave nogle af de fejl og samtidig prøve at få så mange med som muligt.
Lars Mortensen: I stedet for at lave en helhedsplan fra starten søgte vi penge til at kunne lave nogle nedslag i kirken, hvor der kunne laves ændringer og inviterede efterfølgende en gruppe kunstnere til at arbejde med de nedslag i dialog med menigheden.
Rikke Juul: Noget, der er vigtigt at understrege i denne sammenhæng, er respekten for, at vi står med noget, som skal gives videre til andre. Så det skal helst ikke være én person, der driver det, men menigheden der gør det. Det er en vanskelig opgave at få så forskellige stemmer til at arbejde sammen. Derfor kom Akademiraadet med den anbefaling, at vi fik en udefra – arkitekt Gitte Juul – til at facilitere processen og få os til at tale sammen.
I inviterede menigheden til at gå i dialog og dermed give dem indflydelse på renoveringen af kirkerummet. Hvilke reaktioner fik I fra dem undervejs?
Lars Mortensen: Når kunstnerne havde lavet en ny installation, holdt vi efter højmessen samling for dem, der var interesserede i at høre om projektet. Her forklarede kunstnerne, hvad der lå af tanker bag hvert nedslag og vi fik menighedens reaktioner på det.
Rikke Juul: Vi havde også stillet en postkasse op, hvor menigheden kunne skrive deres feedback. Det vil jeg ikke ubetinget anbefale, men det var et nødvendigt greb, fordi mange af dem, der bruger kirken ikke nødvendigvis kommer til højmessen, men de kommer måske til korarrangementer eller spaghettigudstjenester. Og deres måde at opleve kunsten på, ville vi også gerne have med. Derfor gav vi dem mulighed for at skrive det ned. Det er heller ikke alle, der kan lide at tale i større forsamlinger, så med postkassen kunne vi også imødekomme dem, som gerne ville deltage, men hellere gøre det skriftligt i ro og mag.
Lars Mortensen: Det var interessant at få kunstnerne til at fortælle menigheden, hvad de havde tænkt med værkerne, fordi de har et andet sprog til at forklare noget, vi andre ikke kan forstå. De forklarede, hvordan de gik fra det materielle over i det mere åndelige. Men der er altid nogen, der ikke kan lide, hvad de ser, uanset hvad der bliver fortalt. Den reaktion var der også. Men det at vi holdt dialogmøder ad flere omgange, og de samme ting blev diskuteret flere gange betød, at der var nogen, der bevægede sig og kunne begynde at se idéen.
Rikke Juul: Det var vildt at se, hvor meget nogle af dem bevægede sig, især fordi de kunne mærke, at kunstnerne tog imod det, de sagde. Det var også en kæmpe tilfredsstillelse som præst at kunne sige, at de var velkommen til at komme med deres feedback. De fik også indtryk af, hvor kompleks en proces det var og det var med til at gøre dem mere konstruktive. De der kommer til højmessen, som er den traditionelle gudstjeneste, var nok tilbøjelige til at være lidt imod det til at starte med, hvorimod folk der kom i kirken for første gang, synes det var rigtig spændende. Forandring kan bare nogle gange være svær. Så alt i alt har det været en meget langsommelig proces at gøre det på denne her måde.
Lars Mortensen: Det har været svært for folk at forstå, at det var idéen, vi talte om i denne her proces, ikke det konkrete, færdige udtryk. Der var fx en stente ovre ved prædikestolen, hvor nogen stillede spørgsmål til funktionaliteten. Selvfølgelig skal den ikke være så høj, at man er bange for at falde ned. Men vi var mere interesserede i at tale om idéen, som så senere kan bearbejdes og gøres funktionel.
Har processen givet jer en anden forståelse for, hvad kunst er og kan, særligt i kirkeregi?
Rikke Juul: Ja. Vi har været nødt til at gøre os mange refleksioner om, hvor abstrakt det skal være og hvor meget det skal fylde. Kunstnerne lavede fx stenten, der havde mange teologiske referencer i sig, men det var en mock-up og det var svært at kommunikere. Men når det så er sagt, så fandt jeg også ud af, at hvis man har noget, der er for spektakulært, så kommer det til at stå i vejen for sig selv og for meget af det, der sker herinde. For at bruge en metafor, så er det et kæmpe musikstykke at være i et kirkerum – der er ikke noget, der må stikke ud og larme mere end det andet. Det hele skal harmonere. Jeg kunne godt ind imellem have lyst til at lave noget vildt spektakulært, men det har jeg fået respekt for, at man ikke skal gøre.
Lars Mortensen: Og så skal det også have en holdbarhed i sig. Man skal have lyst til at sidde og kigge på det om 100 år og opleve, at det giver noget at tænke over.
Rikke Juul: Men samtidig synes jeg fx også, at den sky, der hang i loftet på mange måder gav en dejlig barnlig måde at tale om Gud på skyen. Man kunne puste til den og så levede den. Det der er simpelt fortalt kan også have sin berettigelse. Det giver os alligevel noget at tænke over, selvom det virker så enkelt. Men jeg oplevede også, at kunstnerne tog nogle utraditionelle valg, hvilket for mig taler for at bruge nogle kunstnere, der måske ikke kender den kristne tradition så godt, men selvfølgelig respekterer den og er åbne over for den. Ellers duer det ikke. Men de må gerne se på det med friske øjne.
Lars Mortensen: Kirkekunst i dag er meget æstetisk strømlinet. I Kristeligt Dagblad var der en artikel om, hvor få kunstnere der bruges i de danske kirker. Det er ofte de samme 4-5 kunstnere, der udvælges og derfor bliver det meget ens.
Rikke Juul: Ja, det gør det virkelig og det er en skam. Men vi havde undervejs besøg af Den Kongelige Bygningsinspektør og Nationalmuseet, der var åbne over for vores projekt, fordi vi havde gennemtænkt det så godt.
Lars Mortensen: Men der var også lidt skepsis overfor, at det netop skal kunne holde i mange år. Perspektivet er evigheden og ikke de næste 10 år. Det er en udfordring og det er derfor mange griber efter det sikre. Men dialogen med de to instanser var også beroligende over for de menighedsrådsmedlemmer, der var bekymrede for om vi havde taget højde for alle aspekter.
Rikke Juul: Ja det havde stor betydning. Men det er umuligt at forudsige, hvad der kommer til at overleve. Noget af det kunstnerne kom med var perspektiver på klimaet og naturen. Det blev desværre også et af de kontroversielle punkter.
Lars Mortensen: Der var nogle i menigheden, der ud fra teologiske begrundelser mente, at naturen slet ikke hører hjemme i kirken.
Rikke Juul: Ja, der var nogen, der decideret sagde, at de kom i kirken for at få det godt, ikke for at høre om klimaet, som de hele tiden gør udenfor. Det er jo interessant som præst, for jeg tænker ikke, at vi kan lukke virkeligheden ude, for så bliver vi da først irrelevante. I kirken er vi også nødt til at kunne sige noget om den verden, vi lever i.
Hvad har været vellykket og knap så vellykket ved processen?
Rikke Juul: Den største lektie for mig har været, hvor svært det er at kommunikere, og hvor tidligt, man skal være ude. Og hvordan man skal sige de samme ting igen og igen. Havde jeg vidst det lidt tidligere, kunne det måske have hjulpet processen. Det var en meget stejl læringskurve, synes jeg. Der skal virkelig sættes tid af til ren kommunikation.
Lars Mortensen: Til gengæld var det meget inspirerende at opleve, hvor mange der engagerede sig og forsøgte at forstå, hvad det var, vi lavede.
Rikke Juul: Ja, jeg ved, at mange af dem sidder tilbage med en oplevelse af, at de blev taget med ind i det.
Men det er en svær proces at arbejde med kirkefornyelse på denne her måde. Oftest er det kunstneren, der kommer med et forslag, som man kan sige ja eller nej til, men her har vi ansvaret selv.
Nu hvor I står på den anden side af ’Gentænkt Kirkerum’, hvordan kan I så bruge de kunstneriske undersøgelser i det videre arbejde med at lave en helhedsplan for renoveringen?
Rikke Juul: Vi er i en fase nu, hvor vi skal have løftet projektet videre og udarbejdet en helhedsplan på baggrund af de fire nedslag. Vi har åbnet for maskinrummet, men for at det ikke bliver et miskmask, så er vi også nødt til at lukke det nu. Det har virkelig været godt for menigheden at have noget at være sammen om. De har været nødt til at tage et standpunkt og engagere sig, og nu er vi der, hvor vi skal have mandat til at lede den videre proces. Derfor har vi nedsat et udvalg bestående af mig selv, Lars Mortensen, menighedsrådsformand Finn Schulz og menighedsrådsmedlemmer Anna Ross Agner, Majbritt Menander og Vibeke Vigger Farup, der sammen med arkitekt Mathilde Petri og Gitte Juul kommer til at udarbejde en plan.
Dét vi har taget stilling til i projekt Gentænkt Kirkerum er selve den kunstneriske udsmykning, og de idéer kunstnerne har arbejdet med, vil vi gerne videreudvikle til konkrete forslag, som vi kan tage endeligt stilling til. Så kommer der en fase, hvor vi inddrager det sammen med en tilstandsrapport, hvor arkitekterne gennemgår bygningens tilstand for at vurdere, om der er noget, som skal renoveres. Herefter er næste skridt at søge midler til at realisere den endelige helhedsplan.
Arkitekt Gitte Juul blev i 2017 anbefalet af Akademiraadet til at facilitere processen i Frihavnskirken, 6 år før hun blev optaget som medlem af Akademiraadet. Gitte Juul har siddet i Akademiraadet siden 1. april 2023.
Projektet Gentænkt Kirkerum er realiseret med støtte fra Statens Kunstfond.
